Vedr. arrangementer jule- og nytårsaften
Socialstyrelsen har nu udsendt informationsmateriale til sociale tilbud, plejeboliger, friplejeboliger, foreninger og organisationer m.v., der ønsker at afholde arrangementer jule- og nytårsaften eller i juledagene.
Formålet er at informere om, hvordan arrangementerne kan afholdes sikkert og trygt under den igangværende COVID-19-pandemi.
Vi prøver her at give jer et samlet overblik, men det skal dog bemærkes at der fortsat hvem der er omfattet af hvad. Det skyldes at en del materiale kommer fra ministerier, der alene forholder sig til de tilbudstyper der er omfattet af ministeriets ressort. Det til trods er vi nu rimeligt sikre på nedenstående, men vil selvfølgelig fortælle jer det, hvis der sker ændringer.
Vedrørende arrangementer for beboere på sociale tilbud, plejeboliger, friplejeboliger
Beboere på sociale tilbud og deres familier opfordres til om muligt at afholde jule- og nytårsaften uden for tilbuddet. Det er dog ikke alle beboere, der har mulighed for at følge denne opfordring. Der på den baggrund indført undtagelser.
Undtagelserne gælder beboere på sociale tilbud og plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om almene boliger m.v., plejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om boliger for ældre og personer med handicap, og friplejeboligbebyggelser, der er omfattet af lov om friplejeboliger.
Undtagelsen betyder, at der må være op til 50 beboere til stede på samme sted samtidig ved interne arrangementer på sociale tilbud. Personalet tæller ikke med i de 50 personer. Frivillige må ikke deltage.
Undtagelsen gælder den 24. og 31. december 2020 samt natten til den 1. januar 2021 indtil kl. 3.00.
Selvom der må være op til 50 beboere, bør arrangementerne afholdes med udgangspunkt i Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Arrangementerne bør bl.a. deles op i mindre grupper med maks. 10 personer, og man bør undgå, at beboerne mødes på tværs af grupperne.
Arrangementer bør afholdes med omtanke og påpasselighed i forhold til smittespredning, og med overholdelse af sundhedsmyndighedernes anbefalinger i forhold til afstand, værnemidler og god håndhygiejne mm.
Bestemmelsen om undtagelsen vedr. arrangementer på sociale tilbud jule- og nytårsaften fremgår af forsamlingsbekendtgørelsens § 1 a, stk. 1. Læs evt. bekendtgørelsen her.
Aktiviteter og arrangementer specifikt for børn og unge
Der indført en undtagelse til forsamlingsforbuddet på 10 personer i forhold til aktiviteter for socialt udsatte børn og unge op til 21 år med eller uden deres familier arrangeret af offentlige myndigheder, organisationer, foreninger, virksomheder og kulturinstitutioner.
Undtagelsen medfører, at der må være op til 50 personer til stede på samme sted samtidig til sådanne aktiviteter, og der er ikke krav om, hvor julearrangementet skal afholdes.
Det bemærkes, at børn og unge, som udelukkende er anbragt pga. en fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, ikke er omfattet af denne undtagelse til forsamlingsforbuddet
Disse børn og unge vil i stedet være omfattet af den særlige undtagelse til forsamlingsforbuddet om jule- og nytårsaften på sociale tilbud (se ovenstående under afsnittet: Vedrørende arrangementer for beboere på sociale tilbud).
Julearrangementer for hjemløse og udsatte ensomme borgere
For at sikre, at hjemløse og udsatte, ensomme mennesker har mulighed for at fejre julen med andre, er der i forsamlingsbekendtgørelsen indført en særlig undtagelse til forsamlingsforbuddet på 10 personer.
Undtagelse betyder, at der til julearrangementer for hjemløse og udsatte, ensomme mennesker arrangeret af offentlige myndigheder, foreninger, organisationer, væresteder m.v. må være op til 50 personer til stede på samme sted samtidig.
Undtagelsen gælder i perioden fra den 20. december til og med den 25. december 2020.
Bemærk at personale ikke tæller med i de 50 personer. Det gør frivillige derimod.
Der må gerne afholdes flere arrangementer samme dag med op til 50 personer ad gangen. Det skal bare sikres, at der mellem arrangementerne er en pause, der er tilstrækkelig lang til, at gæster, der tager hjem af det første arrangement, og gæster, der ankommer til det næste arrangement, ikke stimler sammen udenfor.
Generelle anbefalinger og retningslinjer for jule- og nytårsaften på sociale tilbud
Sundhedsmyndighederne anbefaler, at ovenstående arrangementer jule- og nytårsaften på de sociale tilbud og julearrangementer for hjemløse og udsatte ensomme borgere følger disse anbefalinger:
- Opdel brugerne i mindre grupper med maks. 10 personer
- Grupperne sammensættes så vidt muligt af personer, der færdes sammen i hverdagen
- Undgå at folk mødes på tværs af grupperne
- Undgå trængsel
- Sørg for at sundhedsmyndighedernes anbefalinger om blandt andet afstand, værnemidler og god håndhygiejne fortsat overholdes.
Beboere på sociale tilbud og deres familier opfordres til om muligt at afholde juleaften og nytårsaften uden for tilbuddet. Sundhedsstyrelsen har udgivet en pjece med gode råd til, hvordan vi kan holde jul, samtidig med at vi følger de gode råd om socialt samvær. Pjecen kan læses her.
Besøg på sociale tilbud i jul og ved nytår
Mulighederne for at holde arrangementer jule- og nytårsaften på sociale tilbud har ikke betydning for, om brugere og beboere på sociale tilbud kan få besøg i juleperioden, herunder jule- og nytårsaften.
Hvis der ikke er indført besøgsrestriktioner eller besøgsforbud på tilbuddet, kan beboerne få besøg på normal vis.
Hvis tilbuddet er omfattet af besøgsrestriktioner eller besøgsforbud, skal man følge de gældende retningslinjer om besøg ved kritiske situationer, faste besøgspersoner mv.
Venlig hilsen
Jon Thorlacius Krog
branchedirektør, Selveje Danmark