Folketingets partier, minus Enhedslisten, har indgået en aftale om revision af magtanvendelsesreglerne for mennesker med psykisk handicap. Aftalen giver personale på botilbud og plejehjem med demente bedre mulighed for at gribe ind i akutte situationer.
Hjemmel til fysisk guidning uden indberetning
Ifølge den politiske aftale skal der skabes en ny hjemmel til, at personalet kan anvende fysisk guidning af borgere som led i varetagelsen af den daglige omsorg. Reglerne i dag forudsætter, at der ligger en forudgående afgørelse fra de kommunale myndigheder, før personalet kan gribe ind og f.eks. føre en borger tilbage til hjemmet, hvis han/hun har forvildet sig ud uden sko og overtøj i vinterkulden.
Den nye aftale indebærer, at fysisk guidning kan ske af hensyn til borgeren selv for at sikre hans eller hendes tryghed og værdighed. Det kan også finde sted af hensyn til en anden borger eller af hensyn til fællesskabet i situationer, hvor borgerens adfærd er grænseoverskridende/konfliktskabende, eller i situationer, hvor en beboer er gået ind i en anden beboers bolig. Fysisk guidning har, ifølge den nye aftale, ikke karakter af magtanvendelse og skal derfor ikke registreres og indberettes.
Hjemmel til første kortvarig fysisk fastholdelse uden kommunal afgørelse
Aftalepartierne er enige om at ændre reglerne, så personalet første gang kortvarigt kan fastholde en borger i en hygiejnesituation uden forudgående kommunal afgørelse. Når episoden er overstået, skal personalet registrere og indberette fastholdelsen til personalelederen, som skal sende indberetningen videre til kommunalbestyrelsen og socialtilsynet.
Personalelederen skal i den forbindelse vurdere, om det er sandsynligt, at der vil blive behov for kortvarigt at fastholde borgeren igen. I dette tilfælde skal lederen i forbindelse med indberetningen anmode kommunalbestyrelsen træffe afgørelse om, at der de næste 12 måneder kan anvendes kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer over for den pågældende borger.
Udvidelse af liste over hygiejnesituationer med hjemmel til fastholdelse
Der foretages endvidere en udvidelse af den eksisterende liste over hygiejnesituationer, hvor kortvarig fastholdelse undtagelsesvist vil kunne gennemføres, så listen afspejler det behov i praksis, som serviceeftersynet af magtanvendelsesreglerne har synliggjort.
Botilbud må låse yderdøre
Aftalen betyder blandt andet, at personalet på botilbud fremover får mulighed for at låse yderdøre, hvis kommunalbestyrelsen giver grønt lys. Døre til fællesarealer må dog aldrig aflåses, og der skal altid være mindst en ulåst dør i den enkelte borgers bolig.
Hjemmel til at føre borger til egen bolig ved aggressiv adfærd
Der skabes hjemmel til, at personalet akut kan fastholde/tilbageholde en borger eller føre ham eller hende tilbage til boligen eller til et andet opholdsrum, hvis borgeren gennem sin adfærd er til fare for sig selv eller andre. I dag kan disse indgreb kun bruges efter forudgående afgørelse fra kommunalbestyrelsen og kun, hvis der er risiko for væsentlig personskade. Der skabes også hjemmel til, at personalet kan gribe akut ind, hvis det er nødvendigt for at afværge væsentlig ødelæggelse af værdier.
Ydermere skabes der en hjemmel til at fastsætte vejledende husordener for beboernes adfærd på fællesarealer, som kan være med til at sikre en god og hensynsfuld adfærd og forebygge konflikter. Beboerne og/eller deres pårørende skal inddrages i udarbejdelsen af husordenen. Husordenen vil alene være vejledende og kan ikke danne selvstændigt grundlag for magtanvendelse eller andre sanktioner over for borgerne.
Lederen skal løbende orientere bl.a. pårørende om magtanvendelser
For at styrke borgeren retssikkerhed foreslår partierne bag aftalen, at ledelsen jævnligt skal orientere borgerens pårørende, fremtidsfuldmægtigen, værge eller anden repræsentant om hvilke indgreb, der er foretaget. Dette gælder alle indgreb i selvbestemmelsesretten, herunder kortvarig fastholdelse i personlige hygiejnesituationer, brug af stofseler og brug af tryghedsskabende velfærdsteknologiske løsninger.
Indgreb skal give anledning til læring for personalet
Alle indgreb i selvbestemmelsesretten skal registreres af det personale, som har foretaget indgrebet, og indberettes til personalets leder, som har ansvaret for, at personalet reflekterer over brugen af magtanvendelse. Registreringen og indberetningen skal bruges i personalegruppen som et vigtigt element i læring og refleksion, bl.a. i forhold til hvordan indgreb i fremtiden vil kunne undgås ved brug af socialpædagogiske metoder.
Derfor iværksættes i forlængelse af revisionen af reglerne en række tiltag, som skal understøtte uddannelse og kompetenceudvikling, for at sikre et godt og bredt kendskab til de nye regler blandt ledere og personale. Det konkrete indhold i disse tiltag samt finansieringen heraf vil blive aftalt under satspuljeforhandlingerne 2019.
Magtanvendelse må aldrig erstatte socialpædagogisk indsats
Formålet med de nye regler er at begrænse magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten til det absolut nødvendige. De nye regler skal derfor læses under forudsætning af, at anvendelsen af magt aldrig må erstatte socialpædagogiske indsats. Magtanvendelse må alene ske, når socialpædagogiske indsatser ikke er tilstrækkelige til at sikre omsorgen over for borgerens værdighed og tryghed. Det er også en forudsætning for et indgreb, at der altid skal være proportionalitet mellem situationens omfang og indgrebet.
Hent den politiske aftale om revision af reglerne om magtanvendelse på handicapområdet – klik her.
Lovforslaget med ændringerne på såvel magtanvendelsesområdet som på boligområdet forventes fremsat af børne- og socialministeren i starten af det nye år.