Debatindlægget er bragt den 25. september 2026 på Altinget Social.

Debatten om profit på sociale tilbud er blusset op igen. Det er en vigtig debat.

For selvfølgelig skal vi interessere os for, hvordan de mange milliarder, vi hvert år bruger på socialområdet, bliver anvendt – og selvfølgelig skal vi gribe ind, når offentlige midler ender i urimelige lønninger, privat udbytte eller hos aktører, der ikke leverer den kvalitet, borgerne har krav på.

Men inden diskussionen ender i ét profitloft, der skal løse problemerne på tværs af hele socialområdet, er der grund til at stoppe op.

For socialområdet er ikke ét marked. Og problemerne er ikke de samme overalt.

På store dele af socialområdet visiterer kommunen borgeren til en indsats. Kommunen vurderer, hvilken indsats borgeren har behov for, forhandler en pris og indgår en kontrakt med et tilbud.

Her findes altså allerede en række styringsmekanismer, og der er netop taget yderligere politiske skridt for at slå ned på snyd og svigt.

”Selvhenvenderprincippet er en helt afgørende rettighed, som vi skal passe på,” understreger Louise Dybdal, fagchef for ældre, udsatte og sundhedsområdet i Selveje Danmark.

Et lovforslag, der netop har været i høring, lægger blandt andet op til skærpede karantæneregler, rettighedsfrakendelse, øgede oplysningskrav og stærkere kontrol med aktørerne på området.

Selveje Danmark bakker op om intentionen: Der skal gribes effektivt ind over for tilbud, der snyder, svigter eller ikke lever op til kravene.

Men indsatsen bør målrettes de aktører, hvor problemerne findes, frem for at ramme alle tilbud ens.

På én del af socialområdet mener vi imidlertid, at der er grund til, at politikerne går et skridt videre og overvejer at fjerne muligheden for privat udbytte.

Krisecentre og herberger er anderledes
På krisecentre og herberger gælder et helt særligt princip.

Et menneske, der er udsat for vold, eller som akut står uden et sted at bo, skal kunne henvende sig direkte og få hjælp. Man skal ikke først vente på en kommunal visitation.

Selvhenvenderprincippet er en helt afgørende rettighed, som vi skal passe på. Men konstruktionen indebærer samtidig en særlig økonomisk udfordring.

Tilbuddet kan selv træffe afgørelse om at optage borgeren, mens kommunen finansierer opholdet. Nogle af de økonomiske og faglige styringsmekanismer, der findes på andre dele af socialområdet, er derfor svagere.

”Et veldrevet socialt tilbud skal have en sund økonomi,” pointerer Louise Dybdal.

Kombinerer man den konstruktion med muligheden for at trække udbytte ud af tilbuddet, opstår et incitament, som efter vores opfattelse ikke hører hjemme på et område for mennesker i akut udsathed.

Problemet er ikke selvhenvenderprincippet. Problemet er kombinationen af selvhenvendelse, offentlig finansiering og mulighed for privat udbytte.

De kommercielle aktører fylder mere
Behovet for økonomisk styring er reelt. Ekspertudvalget på socialområdet viste, at udgifterne til krisecentre og herberger steg markant fra 2018 til 2021.

Samtidig er der sket en tydelig bevægelse i, hvem der driver tilbuddene.

Data fra Tilbudsportalen viser, at udviklingen i den samlede kapacitet på de to områder er forskellig. På herbergsområdet er den samlede kapacitet faldet fra 3.011 pladser i 2021 til 2.804 i 2025. Alligevel er antallet af kommercielle pladser steget fra 351 til 477.

På krisecenterområdet er den samlede kapacitet vokset. Men også her vokser den kommercielle del markant: fra 216 kommercielle pladser i 2021 til 330 i 2025.

På tværs af krisecentre og herberger er antallet af pladser hos kommercielle tilbud dermed steget fra 567 til 807 på bare fire år. Det er en vækst på 42 procent.

Samtidig viser Social- og Boligstyrelsens analyse af paragraf 110-området, at de kommercielle private tilbud havde de højeste gennemsnitlige takster, mens de ikke-kommercielle havde de laveste.

Styrelsen understreger samtidig, at forskellene blandt andet kan skyldes forskellige målgrupper og omkostningsstrukturer.

Tallene dokumenterer ikke, at væksten i kommercielle aktører er årsag til de stigende udgifter. Men de giver grund til at se nærmere på, hvilken betydning ejerform og profitmotiv har.

På paragraf 110-området vokser den kommercielle del af markedet således markant, samtidig med at de kommercielle tilbud gennemsnitligt har de højeste takster.

Og forskellen handler ikke kun om pris. Forskning fra RUC peger på, at non-profit-tilbud på socialområdet har højere kvalitet end både kommercielle og offentlige tilbud.

Det interessante er derfor ikke, om der skal være forskellige aktører på socialområdet, men hvilke aktører og incitamenter vi ønsker at give plads til.

Hvad skal der ske med overskuddet?
Derfor foreslår Selveje Danmark, at tilbud efter servicelovens paragraf 109 og 110 fremover drives på non-profit-vilkår. Det betyder ikke, at tilbuddene ikke må have overskud. Tværtimod.

Et veldrevet socialt tilbud skal have en sund økonomi. Der skal være mulighed for at opbygge egenkapital, vedligeholde bygninger, investere i medarbejdere og faglighed og udvikle nye tilbud, når målgruppens behov ændrer sig.

Forskellen er, hvad der sker med overskuddet.

”Ejerformen kan ikke i sig selv afgøre kvaliteten af det enkelte tilbud,” udtaler Louise Dybdal.

I en selvejende non-profit-organisation bliver pengene i organisationen og anvendes til dens sociale formål. De kan ikke udloddes til en ejerkreds.
Det er efter vores opfattelse en mere enkel og principiel løsning på selvhenvenderområdet end et profitloft.

Et profitloft kræver regler for, hvor stor profit der accepteres, og kontrol med, om økonomisk værdi i stedet flyttes gennem eksempelvis husleje, administrationsydelser eller koncerninterne handler.

Med et non-profitkrav er princippet enklere: Der må gerne skabes et overskud. Det skal bare blive i det sociale formål.

Vi bør styrke tilsynet
Det er derfor heller ikke vores forslag, at diskussionen om profit på hele socialområdet reduceres til et spørgsmål om enten at tillade eller forbyde kommercielle aktører.

Der findes mange veldrevne kommercielle tilbud, som leverer vigtige indsatser til mennesker med behov for støtte, og ejerformen kan ikke i sig selv afgøre kvaliteten af det enkelte tilbud.

På det brede socialområde bør vi stille høje krav til gennemsigtighed, kvalitet og ansvarlighed. Vi bør styrke tilsynet og sørge for reelle konsekvenser for de aktører, der snyder, svigter eller ikke leverer den indsats, borgerne har krav på. Det er også udgangspunktet for flere af de initiativer, der allerede er på vej.

Men selvhenvenderområdet er anderledes.

Her bør vi bevare borgernes direkte adgang til hjælp, kombinere den med en ordentlig økonomisk styring gennem blandt andet differentierede takstlofter og samtidig fjerne muligheden for privat udbytte.

Det vil også være et mere målrettet alternativ til den omfattende udbudsmodel, der er foreslået på herbergsområdet. Udbud risikerer at ramme de mange velfungerende selvejende tilbud sammen med de aktører, man ønsker større kontrol med – og samtidig bruge betydelige ressourcer på administration frem for på borgerne.

Det har Selveje Danmark tidligere advaret imod.

På selvhenvenderområdet skal økonomien understøtte indsatsen – ikke være formålet med den.

Når mennesker akut flygter fra vold eller står uden et sted at bo, skal offentlige midler gå til hjælp, kvalitet og udvikling. Ikke til privat udbytte.

For at læse indlægget på Altinget Social – klik her.