Regeringen indgår aftale om finansloven for 2026

Nedenfor har Selveje Danmark gennemgået de vigtigste elementer i finansloven, herunder indholdet på vores medlemmers områder og de konkrete administrative besparelser.  

FINANSLOVEN

Velfærd  

  • Ramme til initiativer vedr. skolefravær 

Regeringen har igangsat arbejdet med en national handlingsplan for børn og unge med langvarigt bekymrende ufrivilligt skolefravær på baggrund af beslutningsforslag nr. B 128 fremsat af Det Konservative Folkeparti i samling 2024-25. Første del af handlingsplanen er udarbejdet og oversendt til Folketinget. Anden del af planen skal på baggrund af en undersøgelse af fravær komme med anbefalinger til nye indsatser målrettet børn og unge med langvarigt bekymrende ufrivilligt fravær. Denne del af handlingsplanen offentliggøres foråret 2026.  

Der afsættes 30 mio. kr. årligt i 2026-2029 til opfølgende initiativer i regi af handlingsplanen. En andel af midlerne kan anvendes til etablering af et videnscenter for ufrivilligt skolefravær i regi af Børne- og Undervisningsministeriet, som skal understøtte kommunerne ift. at kunne hjælpe elever med langvarigt ufrivilligt fravær tilbage i skole.  

  • Bedre og billigere dagtilbud  

Regeringen og Det Konservative Folkeparti er enige om at afsætte over 1,6 mia. kr. årligt til dagtilbudsområdet.  

Midlerne skal bidrage til, at der kommer mere ledelse og pædagogisk personale. Det skal ske ved, at pædagogiske ledere udgår af opgørelsen af minimumsnormeringer.  

Paterne er derudover enige om, at forældrebetalingsandelen for en plads i dagtilbud nedsættes, svarende til en gennemsnitlig årlig nedsættelse pr. barn i daginstitutioner og dagpleje på omkring 3.200 kr.  

For at understøtte en fortsat bred vifte af tilbud forbedres vilkårene for privatinstitutioner og private pasningsordninger ligeledes. Dertil sikres bedre oplysninger til børnefamilier om tilbudsviften.  

Den eksisterende opkvalificeringspulje til pædagogisk personale hæves med et engangsløft i 2026 og der etableres en ny opkvalificeringspulje til private pasningsordninger og privatinstitutioner.  

  • Trivselspakke 

Der afsættes midler til en række initiativer vedr. revidering af de nationale trivselsmålinger, gentagne og udvidede kvalitetsundersøgelser i dagtilbud og nye modeller for fritids- og foreningslivets samarbejde med de fritidspædagogiske fritidstilbud.  

  • Nye prioriteter på ældreområdet 

Der afsættes 20,0 mio. kr. årligt i 2026-2029 til den nationale strategi for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen.  

Der afsættes desuden 200,0 mio. kr. årligt i 2026 og frem, som skal gå til at sænke egenbetalingen for kommunal madlevering, så ældre og personer med handicap får en lavere pris på maden i en tid med stigende fødevarepriser.  

Det Konservative Folkeparti støtter, at initiativet finansieres delvist ved rammen på 135 mio. kr. årligt til at forbedre vilkår for pensionister, der bor i ejerbolig eller lejebolig, som blev afsat med boligskatteforliget. Der vil blive søgt opbakning til udmøntningen hos forligskredsen.  

Initiativet vil betyde, at en enlig pensionist med kommunal madlevering, der anvender madordningen dagligt, i gennemsnit vil kunne opnå en besparelse svarende til ca. 4.750 kr. om året. 

Civilsamfund og beredskab 
Med finansloven afsættes der 500,0 mio. kr. årligt i 2026-2029 til en ramme til at styrke samfundssikkerheden og beredskabet. Rammen vil blive udmøntet, så der opnås mest mulig effekt på samfundssikkerheds- og beredskabsområdet.  

Regeringen og Det Konservative Folkeparti er desuden enige om at prioritere midler til støtte til folkeoplysningsforbund med henblik på, at oplysningsforbundene kan udvikle og udbyde kurser målrettet en borgernær indsats om beredskab. 

Der afsættes 20,0 mio. kr. i 2026, 15,0 mio. kr. i 2027 og 10,0 mio. kr. i 2028 til tilskud til folkeoplysningsforbund. Midlerne kommer i tillæg til den afsatte ramme på 500,0 mio. kr. årligt i 2026-2029. 

Det flerårige statslige arbejdsprogram 

  • Byrdelettelser for erhvervslivet 
    Regeringen og Det Konservative Folkeparti vil sikre, at de samlede byrder for dansk erhvervsliv opgøres med henblik på at følge udviklingen. Regeringen og Det Konservative Folkeparti er herudover enige om at sanere i unødvendige byrder, som følger af tilsyn og underliggende regler. Regeringen og Det Konservative Folkeparti er herudover enige om,  
  • at Kommissionens målsætning om at nedbringe administrative byrder for erhvervslivet med 25 pct. og 35 pct. for SMVer bliver til virkelighed 
  • at Kommissionens forenklingspakker, der skal levere hurtige mærkbare byrdelettelser for erhvervslivet realiseres hurtigst muligt.  
  • at byrder fra kommende EU-lovgivning minimeres mest muligt 
  • at danske ministerier skal have fokus på at sikre erhvervsvenlig implementering af EU-direktiver 

Lokale initiativer  
Regeringen og Det Konservative Folkeparti er enige om at udmønte midler til en række midlertidige lokale initiativer på tværs af landet. Der afsættes 80 mio. kr. i 2026. 

Udmøntning af pulje til lokale initiativer, se her

UDMØNTNING AF ADMINISTRATIONSBESPARELSER I 2026 

Social- og Boligministeriet  
Særligt Familieretshuset og Social- og Boligbestyrelsen bliver ramt, med en besparelse på hhv. 11 og 18 årsværk. 

Indenrigs- og Sundhedsministeriet  
Afvikling af Benchmarkingenheden, hvilket svarer til 5 årsværk. 

Beskæftigelsesministeriet  
Reduktion af Arbejdstilsynets grundtilsyn og tilsyn med udenlandske virksomheder (RUT) og opgavebortfald, herunder nedskalering af analyser og evaluering, kommunikation og compliance på økonomiområdet svarende til 11,2 årsværk. 

Derudover vil der være opgavebortfald i departementet, der svarer til 5 årsværk, bl.a. med en tilpasning af indsatsen vedr. Ungeløftet og af det internationale område efter EU-formandskab samt nedskalering af intern kontrol mv.  

Derudover vil der ske opgavebortfald i Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering, bl.a. målretning af WorkingDenmarks deltagelse i messer i udlandet, nedskalering af kommunikation, afskaffelse af årlig fokusrevision af kommunerne og fokusering af tilsynet med a-kasser, svarende til 9,6 årsværk. 

Børne- og Undervisningsministeriet  
Analyse- og evalueringsopgaver på dagtilbuds- og uddannelsesområdet vil blive samlet i VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd og Danmarks Evalueringsinstitut vil blive lukket. Det svarer til en besparelse på 8,6 årsværk. Derudover vil der ske tilpasninger i departementet og styrelser for i alt 11,1 årsværk. 

Strategiske prioriteter for forskning og innovation 2026-2029 
I et nyt udspil foreslår regeringen at afsætte flerårige bevillinger på særligt udvalgte områder, så der kan forskes mere strategisk i at udvikle nye løsninger på de problemer, der er mest presserende her og nu. 

Regeringen vil sammenlagt prioritere 19 mia. kr. til langsigtede, strategiske investeringer i forskning og innovation inden for kritiske teknologier, grøn omstilling og sundhed i 2026-2029 – og til frie forsknings- og innovationsmidler til universiteterne.  

Pengene fordeles som følgende i 2026-2029: 

  • 3,8 mia. kr. til frie forsknings- og innovationsmidler. 
  • 6,9 mia. kr. til Danmarks sikkerhed, kritiske teknologier og forsvarsforskning. 
  • 6 mia. kr. til grøn omstilling. 
  • 3 mia. til sundhed og life science. 

Finansieringen kommer fra forskningsreserven og regeringens finanslovsforslag for 2026, som er en del af offentlige forskningsbudget.  

Prioriteringerne skal forhandles med Folketingets partier. 

Regeringen vil styrke sundheden og den danske life science-sektor 
Regeringen vil styrke sundhedsforskningen og den danske life science-sektor ved at prioritere 3 mia. kr. i 2026-2029 til langsigtede, strategiske indsatser inden for life science og klinisk og uafhængig sundhedsforskning, herunder inden for psykiatri og i forhold til omstillingen til det borgernære, sammenhængende og bæredygtige sundhedsvæsen. 

Regeringen vil bl.a. investere:  

  • 1 mia. kr. i 2026-29 i klinisk og uafhængig forskning, herunder med fokus på det borgernære, sammenhængende og bæredygtige sundhedsvæsen samt på forskningsområder, hvor der er begrænset kommerciel interesse.  
  • 660 mio. kr. i 2026-2029 til at styrke psykiatriforskningen, herunder forskning i forebyggelse, årsagsforhold, udvikling i diagnoser, mistrivsel, ensomhed og digitale behandlingsformer.  
  • 50 mio. kr. i 2026 til multidisciplinær og praksisnær forskning inden for pleje og omsorg til den ældre borger i det nære sundhedsvæsen, herunder bl.a. i forhold til demens. 
  • Investere langsigtet i strategisk og udfordringsdrevet forskning, teknologiudvikling og innovation inden for life science, sundhed og velfærdsteknologi med en prioritering på 1,3 mia. kr. i 2026-2029. 

Regeringen vil forbedre den sociale sammenhængskraft i Danmark 
Regeringen vil styrke den sociale sammenhængskraft i Danmark ved at prioritere forskning i udsathed og mistrivsel, det specialiserede socialområde, læring og trivsel i grundskolen og ungdomsuddannelser samt forskning i antisemitisme og rigsfællesskabet 

Regeringen vil bl.a. investere: 

  • 55 mio. kr. i 2026 til at styrke forskningen i udsathed blandt særligt børn og unge samt forskningen i børn og unge, der mistrives 
  • 45 mio. kr. i 2026 til at styrke den praksisnære forskning på det specialiserede socialområde og inden for arbejdsmiljøøkonomi. 
  • 45 mio. kr. i 2026 til at styrke forskningen i læring og trivsel i grundskolen og på ungdoms- og erhvervsuddannelserne. 

For at læse Finansloven i sin fulde længde - klik her