Regeringen har torsdag nedsat ’Rådet for et aldersvenligt Danmark’, der skal formulere en vision for, hvordan Danmark bliver bedre indrettet til en aldrende befolkning.
Rådet består af 15 medlemmer med vidt forskellige baggrunde i forskning, erhvervsliv, civilsamfund og kulturområdet.
Formandskabet udgøres af strategidirektør for Mandag Morgen og Altinget, Lisbeth Knudsen, forfatter og journalist Hanne-Vibeke Holst og Jan Rose Skaksen, forskningschef for Rockwool Fonden.
Ved præsentationen på Christiansborg sagde ældreminister Mette Kierkgaard (M), at Danmark halter efter andre lande, når det gælder en samlet politik for ældre, der ikke er i pleje.
»Ældrepolitik i Danmark har traditionelt handlet om omsorg, men det gælder kun for 14 procent. For de øvrige 86 procent har vi ikke haft en strategi,« sagde Mette Kierkgaard og tilføjede:
»Det er på tide, vi begynder at arbejde for et mere aldersvenligt Danmark – et samfund, hvor vi får endnu mere glæde af de potentialer og ressourcer, der ligger i den danske ældrebefolkning.«
Her er de 15 medlemmer:
Alt fra byrum til digitalisering
Rådet får ifølge ministeren til opgave at »sætte gang i en samfundssamtale« om, hvordan Danmark kan indrettes bedre for ældre – fra byrum, boliger og transport til arbejdsmarked og digitalisering.
»Men det er ikke kun rådet eller os på Christiansborg, der skal finde ud af, hvordan vi skaber et aldersvenligt samfund. Det skal alle dem, der er en del af samfundet,« sagde Mette Kierkgaard og uddybede:
»Derfor bliver der også nedsat en alliance, der kommer til at bestå af en lang række forskellige aktører, som skal hjælpe rådet med idéer, men også med at sparke samtalen i gang til diskussionerne.«
Alliancen skal ifølge ministeren bestå af organisationer, virksomheder og civilsamfundsaktører, der skal bidrage med idéer og erfaringer fra praksis. Medlemmerne af alliancen præsenteres i december.
Anbefalinger til foråret
Rådet skal allerede komme med sine anbefalinger til regeringen, »når bøgen springer ud«, sagde ministeren. Altså i foråret 2026.
»Ministeren har givet os en meget kort tidsfrist til at komme med en vision. Det tror jeg ikke nødvendigvis er dårligt, men der bliver et hårdt arbejde foran os, og det glæder jeg mig meget til,« sagde den nyudnævnte formand Lisbeth Knudsen.
»Nogle gange er det en fordel, at arbejdet skal gå hurtigt – det giver fremdrift,« sagde Mette Kierkgaard.
Rådet vil til foråret præsentere »et kort, koncentreret visionsoplæg« med anbefalinger til regeringen.
»Vi skal bygge på eksisterende viden og analyser - og så tænke de bedste tanker om, hvordan vi kan skabe et mere aldersvenligt samfund,« sagde Lisbeth Knudsen.
Læs mere om rådets arbejde her.
Trivselskommission, nu for 65+-årige
Lisbeth Knudsen kaldte også rådsarbejdet både presserende og nødvendigt.
»Hvis vi ikke tænker anderledes om den store gruppe af 65+ årige, får vi et eskalerende samfundsproblem. Vi skal væk fra den faldlem, der opstår, når man bliver 65 – fra at være kompetent til at blive betragtet som ubehjælpsom. Sådan er virkeligheden jo ikke,« sagde Lisbeth Knudsen.
Hun understregede, at rådet skal arbejde med at fjerne barrierer for, at ældre kan leve aktivt og bidrage mere:
»Vi mangler en plan, der gør, at vores samfund bliver indrettet på, at vi faktisk lever længere. Det handler både om bolig, arbejdsmarked, teknologi og fællesskab,« sagde hun.
Hun tilføjede, at opgaven minder om trivselskommissionen for unge – men nu for de 65+- årige.
»Nu har vi fået et trivselsråd for de ældre. Det bliver en hård, men vigtig opgave,« sagde hun.
Kommunerne får en nøglerolle
Ifølge ældreministeren bliver kommunerne centrale i det videre arbejde.
»Noget af det vigtige her er i meget høj grad at få kommunerne med. Det er ikke alt, der skal lovgives på Christiansborg - meget af det skal ske lokalt,« sagde Mette Kierkgaard.
Formand Lisbeth Knudsen supplerede:
»Det er i meget høj grad i kommunerne, at det her arbejde kommer til at få sin afslutning. De står i frontlinjen og kender udfordringerne tæt på. Jeg håber, der vil være en stor interesse for at medvirke og komme med idéer til, hvordan potentialet hos de 65+ årige kan bruges bedre,« sagde hun.
Næste skridt efter ældrereformen
Under pressemødet spurgte Seniormonitor, hvor vigtigt rådsarbejdet bliver for ministeren i den kommende tid – og om det er næste store politiske initiativ efter ældrereformen.
»Ja, det synes jeg,« svarede Mette Kierkgaard.
»Jeg har været meget optaget af ældreplejen, men jeg har længe undret mig over, at vi ikke har haft fokus på den brede befolkning. Jeg ønsker, at vores ældrepolitik skal have to ben – både pleje og et aldersvenligt Danmark,« sagde ældreministeren.
Hun tilføjede, at arbejdet også skal inspirere kommuner, virksomheder og civilsamfund:
»Når vi taler om et aldersvenligt samfund, er det ikke kun politik. Det er også, hvad der sker i lokalsamfund, på arbejdspladser og i byrum. Det handler om, hvordan vi taler om alder i det hele taget.«
For at læse artiklen i sin helhed – klik her