Regeringen præsenterer finanslovsforslag

Regeringen har præsenteret sit forslag til finansloven for 2026. I Selveje Danmark glæder vi os over, at regeringen vil afsætte midler til daginstitutioner og værdighedsreformen. Men vi efterlyser samtidig et større fokus på bl.a. social- og psykiatriområdet.

Selvom finanslovsforslaget rummer flere positive elementer, så hæfter Selveje Danmark sig os også ved manglende prioritering af socialområdet og psykiatrien. Det vil vi også have fokus på i de kommende finanslovsforhandlinger.  

Selveje Danmark ser dog også nogle gode takter i finanslovsforslaget. Vi glæder os bl.a. over:

  • Et løft til dagtilbud: Regeringen vil afsætte 1,1 mia. kr. årligt til mere ledelse og mere pædagogisk personale til de mindste børn, heraf ca. 0,5 mia. kr. til nedsættelse af den maksimale forældrebetalingsandel fra 25 pct. til 23 pct. Mere ledelse og mere pædagogisk personale sker ved, at pædagogiske ledere udgår af opgørelsen af minimumsnormeringer.
  • Kommunernes serviceramme udvides: Regeringen lægger op til, at kommunernes serviceramme udvides med 3,2 mia. kr. Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at det også skal ses i lyset af de generelle løn- og omkostningsstigninger
  • Løft af ramme til værdighedsreform: Regeringen vil afsætte yderligere 47,0 mio. kr. i 2026 og 64,0 mio. kr. årligt fra 2027 og frem til værdighedsreformen.
  • Nedsat egenbetaling for madservice: Regeringen foreslår at nedsætte egenbetalingen for madservice for ældre og mennesker med handicap. Regeringen vil afsætte 200 mio. kr. i 2026 og frem
  • Udbredelse af velfærdsteknologi: Regeringen vil afsætte 20,0 mio. kr. årligt i 2026-2029 til den nationale strategi for udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen

Se pjecen for finanslovsforslaget– klik her 

Se hele finanslovsforslaget – klik her