Debatindlægget blev bragt på NB-Social den 28. april 2026.

Er vi i gang med at skyde gråspurve med kanoner?  

Det oplever aktørerne på herbergsområdet i lyset af det lovudkast, der lægger op til at indføre kapacitetsstyring gennem udbud på ikke-offentlige herberger.  Der er en betydelig risiko for, at vi er ved at indføre lovgivning baseret på forsimplede opgørelser uden tilstrækkeligt blik for faglige anbefalinger.

Kapaciteten på herbergsområdet er ikke vokset markant 
I den offentlige debat henvises der blandt andet til en vækst på 71 procent i private herbergspladser. Tallet er isoleret set korrekt, men det dækker kun én del af udviklingen – som afhænger af både periode og opgørelsesmetode.

Ser man på den samlede kapacitet på tværs af både kommunale, selvejende, private og regionale herberger, tegner der sig et andet billede. Her er kapaciteten i de senere år kun steget med omkring 5 procent svarerende til cirka 130 pladser.

Det peger på, at der ikke er sket en markant udvidelse af den samlede kapacitet, men snarere en forskydning i, hvem der driver pladserne. I perioden 2020-2025 er antallet af private, kommercielle tilbud steget med 154,5 procent, og antallet af pladser på disse tilbud er steget med 207,7 procent.

Udgifterne stiger – men hvorfor?
Det virker derfor som den forkerte løsning med udbud, når antallet af pladser kun er steget marginalt samtidig med de stigende udgifter.

En del af forklaringen kan være et øget støttebehov i målgruppen fordi afhængighed og psykiske lidelser fylder mere. Når kapaciteten samtidig er relativt stabil, peger det på, at udviklingen i enhedspriser spiller en væsentlig rolle.

Ekspertudvalget på socialområdet pegede tilsvarende på, at udgiftsstigninger ikke entydigt kan forklares af flere borgere. Det understreger behovet for at se nærmere på, hvad der driver omkostningerne – frem for primært at fokusere på kapacitetsstyring.   

Udbud er et indgribende værktøj med store konsekvenser
Udbud er et indgribende styringsværktøj, som grundlæggende ændrer rammerne for området. Erfaringer fra andre velfærdsområder viser, at udbud ofte favoriserer større kommercielle aktører, mens mindre, selvejende non-profit tilbud får vanskeligere ved at deltage på lige vilkår.

På herbergsområdet er konsekvenserne vidtgående. Hvis et tilbud taber, vil det i praksis betyde, at tilbuddet må lukke, og mennesker sendes på gaden. For mennesker i hjemløshed er relationer, stabilitet og lokale tilbud afgørende. Hvis eksisterende tilbud forsvinder, eller hvis der sker hyppige leverandørskift, risikerer det at gå ud over netop den sammenhæng og kvalitet, som indsatserne bygger på.

Start med de mindst indgribende løsninger
Den politiske aftale indeholder allerede et mindre indgribende styringsværktøj i form af takstlofter, som netop har til formål at dæmpe prisudviklingen. Effekten af takstlofterne er endnu ukendt, men faglige anbefalinger fra Social- og Boligstyrelsen pegede allerede i 2024 på, at takstlofter muligvis i sig selv kunne, havde den ønskede effekt – og man derfor burde afvente effekten af denne, før man griber til kapacitetsstyring.

Når hverken antallet af pladser eller antallet af borgere er steget markant, er det vanskeligt at begrunde en (dyr) regulering, der netop retter sig mod kapaciteten.

Der er en reel risiko for, at vi gennemfører en regulering, der ikke rammer det centrale problem – og som samtidig kan få konsekvenser for både kvaliteten af indsatsen og de mennesker, indsatsen er sat i verden for. 

For at læse indlægget på NB-Social – klik her.