Debatindlægget blev bragt i Socialmonitor den 14. november 2025
Regeringen har med rammeaftalen på handicapområdet sat en vigtig proces i gang for at skabe en ny takstmodel på det specialiserede socialområde.
Det er et initiativ, vi grundlæggende bakker op om, men succesen afhænger dog helt af, hvordan modellen indrettes.
En ny takstmodel kan blive et afgørende redskab til at skabe gennemsigtighed og understøtte økonomisk og faglig kvalitet i tilbuddene til mennesker med handicap og sociale og psykiske udfordringer. Særligt fordi takstmodellen skal kobles til en specialeplan for det højtspecialiserede socialområde.
Koblingen mellem takstmodel og specialeplan er afgørende for at sikre den nødvendige sammenhæng mellem pris, indhold og kvalitet på tværs af socialområdet.
Men det kræver også en tilgang, der bygger på faglig indsigt og respekt for forskelligheden i indsatserne. For de højtspecialiserede indsatser spænder bredt - fra målrettede tilbud til små, afgrænsede målgrupper til tværfaglige forløb for mennesker med komplekse og sammensatte behov.
Lykkes det ikke at finde den rette balance, frygter vi at takstmodellen kan ende som et bureaukratisk værktøj, der både presser fagligheden og udhuler mangfoldigheden af tilbud.
Fem hegnspæle skal sikre et løft
Derfor peger vi på fem solide hegnspæle, som skal sikre, at takstmodellen bliver et løft af det specialiserede socialområde.
1. Gennemsigtighed i alle led
I dag er der markant forskel på, hvor detaljeret og tilgængelig økonomien i forskellige tilbudstyper er. Ikke-offentlige aktører er underlagt krav om tydelig regnskabsaflæggelse, mens der stadig mangler åbenhed om, hvad det reelt koster at drive kommunale tilbud.
En ny takstmodel kan ikke fungere, hvis data og beregningsgrundlag er skæve. Der må stilles klare og ensartede krav til prisgennemsigtighed for alle leverandører, så beslutninger om pris, indhold og kvalitet kan træffes på et retvisende grundlag.
2. Lige vilkår skal sikre mangfoldigheden af tilbud
En ny takstmodel skal sikre lige økonomiske vilkår for alle aktører – uanset om et tilbud drives kommunalt, regionalt, selvejende eller privat. Det er en forudsætning for et bæredygtigt og velfungerende socialområde, hvor ressourcerne bruges der, hvor de gør størst forskel.
Et mangfoldigt udbud af tilbud er en styrke for både kvaliteten og borgernes muligheder. Mangfoldigheden er ikke et mål i sig selv, men et middel til at sikre, at mennesker med handicap og sociale og psykiske udfordringer kan få den indsats, der passer bedst til deres behov og livssituation.
3. Kvalitet og specialisering skal være styrende
På det specialiserede socialområde handler det ikke blot om ’pris per plads’. Botilbud og specialiserede institutioner arbejder med vidt forskellige målgrupper – ofte med meget komplekse behov.
Derfor skal den faglige frihed til at definere målgruppen og fastsætte taksten ud fra tilbuddets indhold og de nødvendige ressourcer bevares. Det er afgørende for at sikre kvalitet, stabilitet og en tæt kobling mellem indsatsens karakter og den økonomi, der følger med.
Samtidig er det afgørende, at vi investerer i den rette indsats til mennesker fra start – også når indsatsen ligger lidt højere på indsatsstigen end det nederste trin. Det er en investering, vi tror har gavnlig effekt på den samlede økonomi omkring borgeren og borgerens livskvalitet.
4. Takstmodel og specialeplan skal gå hånd i hånd
Takstmodellen skal kobles tæt til specialeplanlægningen, som skal skabe rammer for udvikling af bæredygtige, faglige miljøer. En stærk sammenhæng mellem takstmodel og specialeplanlægning kræver, at der skabes økonomisk rum til kompetenceudvikling, forskning og faglig innovation.
Når et tilbud investerer i at udvikle medarbejdere, deltage i forskningsprojekter eller afprøve nye metoder, er det ikke en luksus – det er en forudsætning for kvalitet.
Derfor skal en ny takstmodel anerkende og finansiere disse aktiviteter som en naturlig del af driften. Uden plads til faglig udvikling mister området sin bæreevne.
5. En realistisk implementering og et solidt datagrundlag
Endelig må implementeringen ske gradvist og på et veldokumenteret grundlag. Der er brug for tid, data og dialog, før nye modeller indføres. Ellers risikerer vi at skabe utryghed og usikkerhed – både for borgere, kommuner og leverandører.
En troværdig takstmodel kræver, at der fra start etableres et fælles datagrundlag og klare retningslinjer for, hvordan takster beregnes og kontrolleres – i tæt samarbejde med sektoren, ikke hen over hovedet på den.
Vi står med en historisk mulighed for at skabe en mere bæredygtig struktur på det specialiserede socialområde. Men potentialet kan kun indfries, hvis politikerne bag rammeaftalen insisterer på, at takstmodellen understøtter såvel økonomisk som faglig bæredygtighed – og ikke blot bliver et redskab til kortsigtet økonomisk styring.
Selveje Danmark og Dansk Erhverv ønsker at bidrage konstruktivt til arbejdet, og vores opfordring er klar:
Byg modellen på gennemsigtighed, lige vilkår, faglig kvalitet og realistisk implementering – og fasthold, at fagligheden, udviklingen og borgernes behov skal stå i centrum.
Kun sådan får vi et socialområde, der skaber reelle forbedringer i menneskers liv – og balancerer budgetter med faglig kvalitet.
For at læse artiklen i sin helhed – Klik her.