Debatindlægget blev bragt i Altinget den 29. august 2025
Branchedirektør: Det lyder som et teknisk begreb, men det kan ændre hele måden, velfærden er bygget op
Kapacitetsstyring er ved at blive et centralt styringsredskab i den offentlige sektor – særligt på velfærdsområdet.
Siden økonomiaftalen for 2024 blev indgået, har der pågået politiske forhandlinger om takstloft og styring af tilbud på krisecentre og herberger.
Nu ser det ud til, at en aftale er nært forestående, og derfor er det afgørende at tage debatten om, hvad kapacitetsstyring betyder for borgeres adgang til hjælp.
Bag det tekniske begreb gemmer sig nemlig en forskydning i velfærdens logik: Fra et system, der tager udgangspunkt i menneskers behov, til et system, hvor antallet af pladser og økonomiske rammer definerer mulighederne.
Men når styring kommer før behov, risikerer vi, at velfærdens formål går tabt.
Løsrevet fra virkeligheden
Men hvor er det så, vi ser, at begrebet sniger sig ind?
Et sted er udsatteområdet, men i den nye økonomiaftale mellem KL og regeringen er kapacitetsstyring igen et centralt element. Som opfølgning på kulegravningen af alkoholbehandling foreslås det, at kommunerne skal have bedre muligheder for kapacitetsstyring. Det fremgår blandt andet i kulegravningen, at den enkelte kommune ikke har mulighed for at afgrænse behandlingskapaciteten for egne borgere.
Med et ensidigt fokus på kapacitet risikerer vi at overse, hvad der faktisk driver efterspørgslen, nemlig menneskers reelle og ofte akutte behov.
I dag diskuteres kapacitetsspørgsmål ofte løsrevet fra den virkelighed, vi ser på flere velfærdsområder, nemlig underbehandling.
På alkoholområdet modtager vi kun omkring ti procent af dem, der har behov for behandling. I en sådan situation virker det paradoksalt at tale om overkapacitet. Snarere er problemet, at der eksisterer et markant gab mellem behov og den hjælp, der reelt gives.
Når fokus ensidigt rettes mod at begrænse eller justere kapacitet, risikerer vi at skygge for den virkelighed, at mange borgere aldrig når frem til et tilbud – selv når behovet er åbenlyst.
Samtidig overser kapacitetsdiskussionen ofte den logik, vi kender fra almindelige udbuds- og efterspørgselsforhold.
Det er vanskeligt at forestille sig, at hverken offentlige eller private aktører ville opretholde en varig drift med reel overkapacitet.
Når færre borgere finder vej til et tilbud, sker der en naturlig tilpasning. At fremstille situationen som om, der ligger en strukturel overkapacitet gemt i systemet, er misvisende og risikerer at legitimere styringsformer, hvor systemets behov sættes over borgerens.
Når systemets behov går forud for borgerens
Kapacitetsstyring risikerer altså at vende forholdet mellem udbud efterspørgsel på hovedet. Hvor det tidligere var borgerens behov, der udløste indsatsen, vil det i en kapacitetsstyret virkelighed være udbuddet, der sætter grænsen, ”Desværre, der er ikke flere pladser.”
Et ensidigt fokus på kapacitet risikerer ikke blot at begrænse adgangen til velfærdsindsatser. Det kan også udhule kvaliteten.
Kapacitet handler ikke kun om antal pladser, men også om kvalitet, faglighed og specialisering. Hvis vi anerkender, at den centrale aktør på velfærdsområdet er borgeren, som har brug for den rette hjælp på det rette tidspunkt, må vi arbejde med fleksible, fagligt forankrede og rettighedsbaserede styringsredskaber.
I Selveje Danmark er vi ikke imod kommunal styring. Men vi insisterer på, at styring skal understøtte formålet – ikke erstatte det. Derfor ser vi et stort potentiale i styringsværktøjer, der tager udgangspunkt i faglighed og kvalitet.
Et godt eksempel er specialeplanen på handicapområdet, som regeringen har aftalt at indføre.
Sammen med en ny takstmodel, der skaber bedre sammenhæng mellem kvalitet og pris, kan specialeplanen blive et værktøj, der styrker muligheden for at matche borgerens behov med en kvalificeret indsats.
Styringsformer kan også indirekte styrke kvaliteten. På herberger og krisecentre vil et krav om nonprofit for eksempel kunne sikre, at tilbud ikke etableres med profit på øje, men med fokus på målgruppen og kvalitet. Når det er muligt at tjene penge på at etablere tilbud, risikerer vi, tilbuddene ikke imødekommer de reelle behov. I en non-profitstruktur er der mindre risiko for, at økonomiske hensyn overskygger formålet.
I et velfærdssamfund bør det grundlæggende princip være klart: hjælpen skal følge behovet.
Derfor opfordrer vi til, at kapacitetsstyring – eller begrænsning – ikke bliver en ny normal eller et styringsideal i sig selv. Så risikerer vi at svække borgernes adgang til reelt nødvendige indsatser.
I stedet bør vi styrke de styringsredskaber, der tager udgangspunkt i kvalitet, faglighed og rettigheder. Det er den tilgang, der sikrer, at hjælpen er både relevant, rettidig og værdig.
For at læse artiklen i sin helhed – klik her