I høringssvaret anerkender Selveje Danmark og Dansk Erhverv behovet for et styrket og mere ensartet tilsyn på ældreområdet, men opfordrer til justeringer i bekendtgørelsen. Vi efterspørger større klarhed, metodisk ensretning og et trygt tilsynsgrundlag for alle typer aktører.
Generelle bemærkninger
Mange private og selvejende leverandører har haft gode erfaringer med det tidligere ældretilsyn, men der har også været betydelig variation i tilsynspraksis på tværs af kommuner. Et styrket nationalt vurderingskoncept er derfor et skridt i den rigtige retning.
Vi anbefaler, at vurderingskonceptet suppleres med en tydeliggørelse af, hvordan ældretilsynet forholder sig til snitflader mod sundhedslovgivningen og sygepleje-faglige indsatser, særligt i plejeboliger og komplekse borgerforløb. Derfor foreslår Selveje Danmark og Dansk Erhverv, at der gennemføres et samlet sundheds- og ældretilsyn.
Vi havde foretrukket, at ældretilsynet var forankret i en national enhed frem for en model med tre faste kommuner (Gentofte, Silkeborg og Hjørring). Det fremstår uklart, hvorfor der er valgt en decentral model, særligt når socialtilsynet netop er under revision med henblik på større ensartethed. Vi efterspørger en faglig begrundelse for denne beslutning og opfordrer til at overveje en national struktur, der kan sikre metodisk ensartethed, armslængde og læring på tværs.
Den anvendte vurdering indebærer risiko for gråzoner og subjektiv fortolkning. Det skaber usikkerhed for både leverandører og tilsynsførende og kan føre til uens vurderinger uden tilstrækkeligt nuanceret billede.
Begrebet ”systematisk arbejde” optræder gennemgående i vurderingskonceptet, men er ikke klart defineret. Vi opfordrer til at uddybe, hvad der konkret forventes – både i metode og dokumentationskrav.
Det fremgår, at der kan anvendes forskellige metoder og datakilder i tilsynet. For at sikre retssikkerhed og ensartethed bør det præciseres, at der skal anvendes relevante metoder og datakilder, særligt ved planlagte og risikobaserede tilsyn. Metodefriheden må ikke føre til uensartet praksis. Herudover bør det anerkendes, at der i praksis eksisterer væsentlige tekniske barrierer i forhold til journal- og medicinhåndteringssystemer, som ofte er af sundhedsfaglig karakter og ikke umiddelbart matcher dokumentationskravene i tilsynet. Vi anbefaler derfor, at vurderingskonceptet tydeliggør, at tilsynet skal baseres på en samlet vurdering af faglig praksis – ikke blot tilstedeværelsen af specifik dokumentation.
Læs høringssvaret og specifikke bemærkninger – klik her.