Debatindlægget blev bragt på Socialmonitor den 11. maj 2026 og bygger på Selveje Danmarks notat om ’10 samfundsmål mod et velfærdssamfund med plads til alle mennesker’.

Debatten om velfærd handler alt for ofte om enkeltstående reformer, nye puljer og hurtige løsninger. Men virkeligheden er, at de største udfordringer i vores velfærdssamfund ikke kan løses inden for ét ministerium, én sektor eller én lovgivning ad gangen.

 

Mistrivsel i skolen kan eksempelvis hænge sammen med ustabile familierelationer, manglende støtte i hjemmet, pres i uddannelsessystemet, psykiske udfordringer og sociale forskelle i muligheder. Problemerne flettes ind i hinanden, men det gør løsningerne alt for sjældent.

 

Derfor har vi brug for en ny måde at tænke velfærdspolitik på. Ikke som enkeltreformer, men som fælles samfundsopgaver: Ambitiøse mål, der forpligter på tværs af sektorer, myndigheder og fagområder, og som skaber sammenhæng i stedet for fragmenterede indsatser.

 

Selveje Danmark er en brancheforening for selvejende tilbud på tværs af velfærdssektoren. Vi har derfor et særligt blik for menneskers livsforløb og deres møde med forskellige dele af velfærdssamfundet, fordi vores medlemmer er til stede hele vejen rundt i systemet – fra daginstitutioner og skoler til sociale tilbud, beskæftigelse og plejehjem. De selvejende non-profit tilbud findes dér, hvor mennesker har brug for hjælp, støtte og omsorg fra fællesskabet.

 

For Selveje Danmark er håbet derfor, at en kommende regering vil have blik for netop disse samfundsopgaver. Hvis vi vil skabe et velfærdssamfund med plads til alle mennesker, kræver det nemlig en mere sammenhængende og fælles politisk retning.

 

Derfor peger vi på ti centrale samfundsopgaver:
For det første skal ingen børn vente på hjælp i mistrivsel. Vi skal blive langt bedre til at opdage problemer tidligt og handle hurtigt, før de vokser sig store. Det kræver en mere systematisk indsats med stærkere tværfagligt samarbejde på tværs af dagtilbud, skole, sundhed og sociale tilbud, så børn ikke falder mellem systemerne, men mødes af en sammenhængende hjælp.

 

For det andet skal vi have et inkluderende skolesystem med plads til forskellige behov. Inklusion må handle om, at alle børn får mulighed for at lykkes – også når det kræver specialiserede tilbud og fleksible løsninger mellem almen- og specialområdet. Der skal være bedre sammenhæng i systemet, så børn kan bevæge sig mellem tilbud uden at miste fællesskab eller kontinuitet.

 

For det tredje må ingen unge tabes i overgangen til voksenlivet. Alt for mange mister støtte, når de fylder 18 år. Der er behov for en mere fleksibel og gradvis overgang, hvor hjælp kan fortsætte og tilpasses helt frem til midten af tyverne, så unge ikke står alene i et kritisk skifte i livet.

 

For det fjerde skal mennesker i akut krise mødes af hurtig og værdig hjælp. Uanset om det handler om hjemløshed, vold, afhængighed eller psykisk sygdom, skal hjælpen være tilgængelig med det samme. Ingen skal sendes rundt i et lukket eller uoverskueligt system, når krisen er akut, men mødes af en direkte og værdig adgang til hjælp.

 

For det femte skal den rette sociale indsats gives første gang. Alt for mange oplever fejlvisitationer, ventetid og usammenhængende forløb. Det kalder på bedre faglige beslutninger fra start og en mere systematisk opfølgning, så indsatser hænger sammen, og ressourcer bruges dér, hvor de gør størst forskel.

 

For det sjette skal vi skabe reel lighed i sundhed for mennesker i social udsathed. Alt for mange lever kortere liv, fordi de falder mellem systemerne. Der er behov for tidligere opsporing, bedre adgang til behandling og en stærkere sammenhæng mellem sundheds- og socialområdet, hvor det er systemet, ikke borgeren, der har ansvaret for helheden.

 

For det syvende skal vi skabe sammenhængende veje til uddannelse og arbejde. Ingen må falde mellem uddannelse, beskæftigelse og sociale indsatser. Der er brug for mere fleksible forløb, hvor indsatser hænger sammen, og hvor mennesker får en reel mulighed for at finde retning og fastholde tilknytning til arbejdsfællesskabet.

 

For det ottende skal vi sikre en værdig alderdom med rettidig pleje og lindring. Hjælp, bolig og omsorg skal sættes ind i tide og ikke først i akutte situationer. En tidligere og mere proaktiv indsats skal sikre, at ældre mødes af tryghed og værdighed gennem hele forløbet.

 

For det niende skal vi udvikle nye løsninger til udsatte ældre. Flere mennesker bliver gamle med komplekse sociale og sundhedsmæssige behov. Derfor er der brug for nye bo- og omsorgsformer, hvor social indsats og pleje tænkes tæt sammen, så ingen ender i hjemløshed eller i utilstrækkelige rammer i alderdommen.

 

For det tiende skal vi have et mangfoldigt velfærdssamfund med stærke non-profit tilbud. Offentlige, selvejende og private aktører skal have lige vilkår, og kvalitet skal vægtes højere end kortsigtede økonomiske hensyn. Mangfoldighed i tilbuddene er en forudsætning for, at mennesker med forskellige behov kan mødes af den rette hjælp.

 

En fælles retning
Tilsammen peger disse samfundsopgaver i én retning: Et velfærdssamfund, hvor vi ikke blot reagerer på problemer, men forebygger dem. Hvor mennesker ikke bliver sendt fra system til system, men møder sammenhæng. Og hvor vi måler velfærd på trivsel og muligheder og forstår det i lyset af det levede liv.

 

Hvis vi vil tage velfærden alvorligt, kræver det netop den type fælles retning.

 

Derfor er det vores ønske, at den kommende regering vil tage ansvar for at udvikle en mere sammenhængende velfærd, hvor indsatserne bindes sammen omkring menneskers liv og behov.

 

For at læse indlægget på Socialmonitor – klik her.