Kommissionen har netop offentliggjort 35 anbefalinger til, hvordan vi kan styrke børn og unges trivsel. Der er meget at bakke op om.
Særligt er vi glade for, at der sættes fokus på, at flere unge skal i fritidsjob, og at civilsamfundets vigtige rolle i velfærdssamfundet bliver fremhævet med fokus på en stabil grundfinansiering.
Men når det kommer til de mest udsatte børn og unge – dem, der allerede står uden for fællesskabet, og som lever med massive psykiske og sociale udfordringer – skal vi som samfund gøre mere.
De mest udsatte børn må ikke blive overset
Kommissionen skriver i deres indledning, at »der ses større mistrivsel blandt bestemte grupper af børn og unge.«
Det gælder ifølge kommissionen for eksempel:
- Børn og unge, der modtager sociale foranstaltninger.
- Børn og unge, der vokser op i hjem med psykisk sygdom eller anden alvorlig sygdom.
- Børn og unge med funktionsnedsættelser.
Men ifølge kommissionens egne præmisser har de ikke arbejdet med løsninger for børn og unge med de mest komplekse behov, som er dem, der oplever den største stigning i mistrivsel.
Mange af vores medlemmer, ser dagligt disse børn og unge, der har udviklet svær angst, depression og selvskadende adfærd, ofte som følge af år med fejlplacerede indsatser.
Det er børn, som ikke nødvendigvis kan rummes i den almene skole på trods af, at kommissionen med deres anbefaling 19 foreslår, at der investeres flere penge i almenområdet. Det er børn, der ikke har været i skole i lang tid, og som har brug for en specialiseret indsats – ikke endnu en inklusionsstrategi, der fastholder dem i en ramme, der ikke passer til deres behov.
Derimod kan Trivselskommissionens anbefaling 31: Fortsat fokus på systematisk opsporing af børn og unge i risiko for mistrivsel være et skridt i den rigtige retning.
Specialiserede tilbud er en investering – ikke en udgift
Debatten om specialiserede tilbud handler ofte om økonomi. Er der råd til at disse børn og unge får den rigtige hjælp? Men det rigtige spørgsmål bør være, om vi har råd til at lade være.
Erfaringer fra vores medlemmer viser, at når børn og unge med massive udfordringer får den rette hjælp tidligt, øger vi chancerne markant for, at de senere kan tage en uddannelse, få et arbejde og leve et selvstændigt liv. Derfor er Trivselskommissionens anbefaling 31 et skridt i den rigtige retning, hvis vi også husker, at opsporingen skal have fokus på de mest udsatte og sårbare børn.
Jo tidligere vi investerer i den rette indsats, desto mindre bliver de menneskelige og økonomiske omkostninger. Derfor er det afgørende, at vi anerkender indsatser såsom behandlings- og specialundervisningstilbud og børne- og ungehjem som en central del af løsningen på mistrivselskrisen – ikke som en udgift, der skal minimeres.
Hjælpen skal tage afsæt i viden, gennemsigtighed og kvalitet
Kommissionen anbefaler, at regeringen nedsætter en ekspertgruppe, der skal undersøge de afledte konsekvenser af det stigende antal børn og unge med psykiatriske diagnoser og betydningen heraf for børne- og ungeområdet kulturelt og strukturelt. Ekspertgruppen bør også have fokus på, hvordan vi kan hjælpe de mest sårbare og udsatte børn bedst muligt.
Og det arbejder bidrager vi gerne til. Udviklingen af viden og data om kvaliteten af indsatser og effekten af behandling bør være politisk prioritet. For med viden om kvalitet og effekt på tværs af tilbud kan vi bedre sikre, at barnet i en visitationsproces bliver matchet med den rette indsats fra start.
Derudover har vi brug for større gennemsigtighed og sammenlignelighed, når det kommer til brugen af velfærdskronerne. Hvis vi ved, hvilke indsatser, som leverer mest kvalitet og effekt for velfærdskronerne, så kan vi også bruge samfundets ressourcer bedst muligt og skabe et bedre liv for de børn og unge, og deres pårørende, der har allermest brug for hjælp.
Læs debatindlægget i sin helhed – klik her.