Selveje Danmark har siden jul arbejdet hårdt for, at selvejende tilbud, på lige fod med kommunale, skal have adgang til gratis selvtest. Derfor glæder det Selveje Danmark, at Social- og Ældreministeren nu har indkaldt til dialog om, hvordan det sikres, at også selvejende kan få udleveret gratis selvtest.
Social- og Ældreminister, Astrid Krag, skriver følgende:
”Det er vigtigt at slå ring om ældre og sårbare borgere og beskytte dem mest muligt mod smitte med COVID-19, uanset om de er beboere/brugere på kommunale eller private/selvejende plejehjem eller sociale tilbud med beboere/brugere i risiko for et alvorligt sygdomsforløb.
Regeringen er derfor indstillet på at finde en ubureaukratisk model, hvor private/selvejende plejehjem og sociale tilbud på lige fod med kommunale plejehjem og sociale tilbud kan få udleveret gratis selvtest til brug for medarbejdere samt besøgende. En sådan model vil kunne træde i stedet for det, som gælder nu, hvor private og selvejende tilbud selv skal indkøbe tests og derefter rette henvendelse til de relevante kommuner med henblik på refusion af udgifterne hertil.
Vi vil nu gå i dialog med de relevante aktører på området, herunder KL, Dansk Erhverv og Selveje Danmark, så vi sammen kan forsøge at finde frem til en model, der kan fungere i praksis.”
Lige nu afventer Selveje Danmark en invitation fra ministeren. Vi vil naturligvis holde jer orienteret, så snart vi ved mere.