Socialstyrelsen har afsat i alt 48,8 mio. kr. til en ansøgningspulje til etablering af pladser på kvindekrisecentre. For puljemidlerne kan der etableres helt nye kvindekrisecentre såvel som nye pladser på eksisterende kvindekrisecentre.
Formålet med puljen er at yde støtte til at sikre, at kvinder i målgruppen for kvindekrisecentre hurtigt får den hjælp, de har behov for.
Der kan maksimalt oprettes 96 pladser for midlerne fra puljen. For at understøtte at pladserne oprettes efter behov, er pladserne fordelt regionalt.
Hvem kan søge?
Ansøgningspuljens ansøgerkreds er eksisterende kvindekrisecentre samt aktører, der ønsker at etablere et kvindekrisecenter efter servicelovens § 109.
Der kan søges om støtte fra puljen til at dække etableringsomkostninger. Det gælder ikke nybyggeri, men kan for eksempel være renovering og indretning af eksisterende bygninger. Socialtilsynet skal godkende ekstra pladser samt nye tilbud, før de tages i brug.
Der er ansøgningsfrist den 9. november 2020 kl. 12.00