Udfordringer med at læse, skrive og regne kan have betydning både fagligt og socialt. Derfor udbyder Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR) nu støtte til indsatser for ordblinde og læse-, skrive- og regneudfordrede.
Baggrund
I Danmark er der fortsat mange, der oplever udfordringer med basale færdigheder som at læse, skrive og regne. For nogle er disse udfordringer forbundet med ordblindhed. Ifølge OECD’s undersøgelse PIAAC fra 2024 anslås det, at omkring 550.000 voksne i Danmark har læse- og regnefærdigheder på et lavt niveau. Det betyder, at mange står over for barrierer, der ikke kun begrænser deres muligheder til at få job, men også gør det svært at fastholde et job eller deltage i yderligere uddannelse.
Ansøgningspuljen
Aftalepartierne bag årets finanslov har afsat ca. 10 mio. kr. til en målrettet indsats, der skal styrke færdighederne hos ordblinde og personer med læse-, skrive- og regneudfordringer.
Tilskud kan søges af:
- Kommuner
- Private, (selvejende) og offentlige aktører
- A-kasser
- Faglige organisationer
- Uddannelsesinstitutioner
- Brancheorganisationer
OBS: Selveje Danmark har været i dialog med STAR om, hvorvidt selvejende organisationer også kan ansøge om midlerne, da det ikke umiddelbart fremgår af materialet fra STAR.
Selvejende organisationer kan også søge om midlerne.
Ansøgningsfristen er d. 15. juni 2025.
Læs mere – klik her.