Hver dag sker der fejl med medicineringen af borgere, især inden for syv medicingrupper, også kendt som de syv risikosituationslægemidler. Fejlmedicineringen kan have alvorlige, og i nogle tilfælde dødelige konsekvenser, viser data fra rapporteringen af utilsigtede hændelser (UTH’er).
I anledning af WHO’s internationale patientsikkerhedsdag den 17. september, lancerede Styrelsen for Patientsikkerhed og medicin.dk kampagnen STOP TÆNK TJEK. Formålet med kampagne er at sætte fokus på de syv risikosituationslægemidler, som udgør en særlig risiko for patienter.
Lancering af kampagne: STOP. TÆNK. TJEK.
En brugerundersøgelse fra Medicin.dk viser, at 38 procent af de adspurgte sundhedspersoner ikke havde hørt, at nogle lægemidler oftere er involveret i alvorlige medicinfejl end andre. 20 procent af de adspurgte, som vidste, at der er syv lægemiddelgrupper, der er overrepræsenteret i alvorlige medicineringsfejl, svarede forkert på, hvilke lægemiddelgrupper, der er tale om.
Styrelsen for Patientsikkerhed og medicin.dk har derfor produceret fire korte læringsfilm, om henholdsvis insulin, blodfortyndende medicin, methotrexat og opioider, hvor blandt andet social- og sundhedsassistenter giver gode råd til hvordan sundhedspersonale, ved at tjekke en ekstra gang, kan undgå fejlmedicinering
Se videoerne og læs mere om de syv risikosituationslægemidler her
Udarbejdet af Styrelsen for patientsikkerhed og Pro.medicin.dk