Styrk samarbejdet mellem kommune og boform

Indsatsen for borgere i hjemløshed forudsætter et godt og effektivt samarbejde mellem de kommunale myndigheder og boformerne for at lykkes. Med de nye lovændringer på hjemløshedsområdet, der trådte i kraft 1. oktober 2023, er der kommet et endnu større behov for et smidigt samarbejde mellem de to instanser.

Social- og Boligstyrelsen tilbyder derfor nu et gratis rådgivningsforløb til kommuner og § 110-boformer om det gode samarbejde.

Forløbet er gruppebaseret for at udnytte den særlige dynamik, der opstår, når man er flere, der mødes på kryds og tværs, og give nye muligheder for sparring og netværksdannelse.

Om forløbet
Rådgivningen fokuserer på det gode samarbejde mellem myndighed og boform gennem hele borgerens forløb, dvs. ved optagelse på boformen, under opholdet og ved udskrivning.

Som deltager kan man forvente at få både viden, ny inspiration og konkrete redskaber med hjem. Der er særligt fokus på at bruge hinandens input, og der vil derfor gøres god plads til erfaringsudveksling på tværs af deltagerne.

Rådgivningsforløbet varer et halvt år og indledes med et opstartsmøde den 14. december 2023. For at deltagerne får mest muligt ud af forløbet retter det sig specifikt til kommuner og boformer, der allerede har et samarbejde.

Læs mere om rådgivningsforløbet – klik her.

Hør mere på online informationsmøde 6. november
Styrelsen afholder et online møde d. 6. november kl. 10.00-11.00, hvor man kan høre mere om rådgivningsforløbet.

Læs mere – klik her.