Debatindlægget blev bragt i Socialmonitor den 23. september 2025
De seneste afsløringer om akutanbringelser i ikke-godkendte tilbud viser med al tydelighed, at vi som samfund stadig ikke formår at beskytte børn og unge i de mest udsatte positioner godt nok.
Flere og flere eksempler viser, at kommuner har akutanbragt børn og unge i tilbud, der ikke er godkendt af socialtilsynet til anbringelse – en praksis, der kan få vidtgående og langvarige konsekvenser for børn og unge, der i forvejen befinder sig i sårbare og udsatte positioner.
Debatten om akutanbringelser i ikke-godkendte tilbud fylder meget i det politiske landskab. Senest har en ny rundspørge vist, at et stort flertal i kommunernes socialudvalg ønsker at afskaffe muligheden for, at børn og unge akutanbringes i ikke-godkendte tilbud.
Vi har et fælles ansvar for at sikre, at ingen børn og unge bliver tabt i systemet, når de har allermest brug for hjælp. Det var også en central ambition i den politiske aftale Børnene Først fra 2021. Men virkeligheden viser desværre, at gode ambitioner og rettigheder ikke altid er nok.
Systemsvigt på flere niveauer
Når kommuner visiterer børn og unge til ikke-godkendte tilbud, er det et symptom på et system, der har svigtet på flere niveauer. Alligevel bliver samtalen om de ikke-godkendte pladser ofte reduceret til et spørgsmål om kapacitet – som om udfordringen alene handler om, at der mangler pladser.
Men problematikken er langt mere kompleks. Det handler ikke bare om antal, men om at sikre det rette match mellem barn og tilbud – og om at gøre det så tidligt som muligt.
De borgere, der i dag betegnes som særligt komplekse sager, har vi ofte kendt gennem hele deres barndom. Ifølge analyser fra Komponent og Sofiefonden har langt størstedelen haft kontakt med PPR, været i specialskole eller tidligere været anbragt. Alligevel ender alt for mange i akutte nødløsninger eller i forløb med mange skift – halvdelen har haft tre til fire anbringelser på blot fem år.
Det peger på et systemsvigt, der er mangesidigt.
Det handler om en lovgivning, der tillader akutanbringelser i rammer, hvor hverken faglighed eller kvalitet er dokumenteret. Det handler om, at (budget)økonomiske hensyn for ofte trumfer faglige hensyn, så den nødvendige indsats ikke iværksættes i tide. Det handler om en sagsbehandling, hvor pressede medarbejdere ikke altid har tid eller de rette kompetencer til at skabe overblik og finde det rette tilbud. Og det handler om, at tilbud ikke i tilstrækkelig grad har den specialisering, som børn og unge med særligt komplekse behov kræver.
Fire veje til færre nødløsninger
Derfor må vi insistere på at angribe problemstillingen fra flere sider. Hvis vi skal undgå, at børn og unge anbringes i ikke-godkendte tilbud, kræver det for os en tydelig retning på særligt fire områder.
For det første skal vi opbygge og fastholde høj specialisering og de rette faglige kompetencer i de sociale tilbud, så de faktisk kan matche børnenes og de unges behov.
For det andet skal vi give sagsbehandlerne bedre forudsætninger for at finde og vælge det rette tilbud – det handler både om tid, kompetencer, bedre vidensdeling og et mere brugbart redskab i form af en styrket Tilbudsportal.
For det tredje skal vi skabe bedre sammenhæng mellem kommuner, sociale tilbud, skoler og psykiatri, så indsatsen følger barnet gennem hele forløbet.
For det fjerde skal vi styrke den tidlige opsporing og indsats og løbende følge op. Jo før vi handler, jo større er chancen for at undgå, at børn og unge havner i akutte og uholdbare løsninger.
En kommende specialeplan rummer et stort potentiale for at skabe et overblik og sikre, at faglighed og specialisering udvikles og målrettes. Men den kan kun lykkes, hvis den ledsages af en takstmodel, der sikrer den nødvendige sammenhæng mellem kvalitet og økonomi – og hvis vi samtidig sikrer en sagsbehandling, der kan oversætte borgernes behov til det rette match med de rette tilbud.
Akutanbringelser vil være nødvendige i nogle tilfælde. Men de må aldrig blive en konsekvens af, at vi har overset behovet for de rigtige pladser – og det rette match.