I 2023 og 2024 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed i alt 104 sundhedsfaglige tilsyn med brugen af antipsykotisk medicin til patienter med demenssygdom på plejehjem. Resultater og observationer fra tilsynene er nu samlet i en erfaringsopsamling.
Det er et mål i Den nationale demenshandlingsplan 2025, at forbruget af antipsykotisk medicin til personer med demens skal halveres. Tilsynet med brugen af antipsykotisk medicin til patienter med demenssygdom skulle blandt andet afdække, hvor der kunne være behov for at styrke patientsikkerheden på tværs af sektorer. Et vigtigt formål med tilsynet var at understøtte læring på behandlingsstederne.
Samarbejde og kommunikation
Erfaringerne fra tilsynene viser, at de plejehjem, der havde et tæt samarbejde med den behandlingsansvarlige læge, opnåede gode resultater i forhold til at begrænse brugen af antipsykotisk medicin. Det er vigtigt, at patientens læge kender plejepersonalets indsatser, så der kan lægges en behandlingsplan, der tager udgangspunkt i den enkelte patients behov og symptomer.
Samtidig er det vigtigt, at plejepersonalet kan kontakte den behandlingsansvarlige læge, hvis en ordination er uklar. Det kan fx være, hvis indikationen for behandlingen ikke fremgår tydeligt, eller hvis det ikke er klart, hvornår eller hvor ofte en pn-ordination må gives.
Tilsvarende skal patientens egen læge sikre sig, at der er en fyldestgørende plan for behandlingen med antipsykotisk medicin, også når det er en anden læge, fx en vagtlæge, der har iværksat behandlingen.
Læs erfaringsopsamlingen i sin helhed – klik her.