Tak for Årsdagene 2026


Ledelse mellem værdier, kultur og forandring
Hvordan skaber man retning og engagement, når værdier, faglighed, økonomi og forandringer stiller store krav til ledelsen? Det var omdrejningspunktet for Selveje Danmarks Årsdage 2026.

Med temaet ’Ledelse i selvejende organisationer – mellem værdier, kultur og forandring’ satte programmet fokus på de ledelsesopgaver, som vores medlemsorganisationer møder i hverdagen.

Fra afmagt til handlekraft og talentarbejde
Emil Husted fra CBS åbnede med oplægget Afmagtens centrum og gav perspektiver på de dynamikker, der former arbejdsmiljøet, med fremmedgørelse og resonans som centrale begreber.

Teis Djernæs Jørgensen fra bro satte herefter fokus på adfærdsbaseret ledelse i en kompleks og foranderlig virkelighed. Hvordan kan ledere skabe retning og mobilisere medarbejdere, når svarene ikke er entydige, og hverdagen er præget af krydspres?

Deltagerne arbejdede også med talentbaseret ledelse sammen med Michala Bruhn Petersen fra Thriving. Her var fokus på at kende egne styrker og bruge dem mere bevidst i ledelsesopgaven.

Sammen om at lykkes
Lotte Bøgh Andersen fra Aarhus Universitet gav i sit oplæg perspektiver på sammenhængen mellem styring, ledelse, motivation og fællesskab. Hendes pointe var klar: Vi lykkes kun sammen, når vi har en fælles retning.

Mellem oplæggene mødte deltagerne også nogle af Selveje Danmarks medlemsorganisationer gennem flotte og rørende film produceret af TV Glad. Dagene sluttede med Jan Gintbergs humoristiske perspektiver på motivation, hverdagens udfordringer og arbejdsglæde.

Tak – og vi ses i 2027
På generalforsamlingen mærkede vi det store engagement i foreningen. Vi siger tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer og byder den nye bestyrelse varmt velkommen.

Tak til alle, der deltog og bidrog til to inspirerende dage. Og en særlig tak til stu-eleverne fra Hans Knudsen Instituttet for de flotte kopper, som udvalgte var heldige at få i gave.

Vi håber at se mange af vores medlemmer til Årsdagene næste år, der bliver afholdt den 23.-24. september 2027 på Comwell Køge.

©2026 selveje.dk All Rights Reserved