Debatindlægget blev bragt i Socialmonitor den 5. februar 2026.

Det er rigtig godt, at der nu endelig er sat gang i de politiske forhandlinger om både den specialeplan og takstmodel, som vi på det specialiserede socialområde har ventet på i årevis.

Begge dele har et nødvendigt potentiale til at fastholde og styrke kvalitet, faglighed og en høj grad af specialisering i indsatserne – hvis de vel at mærke tænkes grundigt sammen og indrettes med udgangspunkt i, hvad der er bedst for mennesker i udsatte og sårbare positioner.

Desværre er der flere elementer i det udspil, som vi nu har set fra regeringen, som bekymrer mere, end det beroliger.

Godt nok giver regeringen fortsat udtryk for, at der skal være en klar kobling mellem specialeplan og takstmodel, men vi har helt ærligt svært ved at få øje på den. Først og fremmest har vi svært ved at se, at den takstmodel, som regeringen håber at samle flertal for, skulle være andet og mere end et økonomisk styringsredskab til kommunerne

Kommuner forsøger at styre økonomien
Helt konkret kan vi ikke bakke op om, at regeringen vil give de fem Kommunekontaktråd (KKR) ansvaret for at fastsætte takster. Det er der to hovedårsager til:

For det første vil det åbenlyst give en række udfordringer, hvis der gælder forskellige takster fem forskellige steder i landet. Det er ganske enkelt ikke rimeligt, at prisen for – og dermed kvaliteten af – den hjælp, som samfundet tilbyder mennesker med handicap eller socialt udsatte børn og voksne, skal afhænge af postnummer. For tilbuddene vil de forskellige takster medføre unødigt bøvl og bureaukrati, samtidig med at det vil give en skævvridning i tilbudsbilledet, hvis der skal leveres den samme service til forskellige priser.

For det andet kan vi være i tvivl om, hvorvidt KKR har de nødvendige faglige forudsætninger for at fastsætte takster, der reelt afspejler, hvad indsatserne koster. Kombineret med kommunernes tiltagende ønske om at holde snor i udgifterne til det specialiserede socialområde, gør det os bekymret for, at taksterne bliver sat for lavt.

Vores medlemmer mærker allerede i dag, hvordan kommunerne forsøger at styre økonomien, for eksempel ved at ansætte kontraktforhandlere uden socialfaglig baggrund, som kun har til opgave at presse priserne i bund. Den logik, hvor systemer og budgetter kommer før faglighed og udsatte menneskers behov, må simpelthen ikke flytte med ind i en ny takstmodel.

Takster skal fastsættes nationalt
Dermed ikke sagt, at økonomien ikke skal være bæredygtig, og derfor bakker vi fuldt ud op om den grundlæggende intention med takstmodellen: At skabe mere ensartethed, klare rammer for prisfastsættelsen og at styrke gennemsigtigheden i sammenhængen mellem kvalitet og pris.

Men socialområdet har ikke brug for flere systemer, der ikke taler sammen, og hvor fagligheden ikke er i centrum. Tværtimod. Derfor er vores forslag, at taksterne fastsættes centralt eller nationalt gennem en grundig proces, hvor alle relevante aktører inddrages – herunder selvejende og private tilbud – fordi økonomien i disse ikke er én til én sammenlignelig med økonomien i kommunale tilbud.

I et lille og forholdsvis homogent land som Danmark må det kunne lade sig gøre. Og hvis politikerne vil sætte udsatte menneskers behov først, så håber vi, at de vil vælge denne vej i forhandlingerne.

For at læse mere – klik her