I perioden 2020-2021 gennemførte Styrelsen for Patientsikkerhed sundhedsfaglige tilsyn på plejeområdet. Resultaterne viser, at der fortsat er et stort behov for at styrke patientsikkerheden på området.
I alt blev der i løbet de to år gennemført 283 sundhedsfaglige tilsyn på plejeområdet. Heraf var 95 planlagte, stikprøvebaserede tilsyn, 95 var opfølgende tilsyn på baggrund af påbud, og 93 var reaktive tilsyn på baggrund af bl.a. bekymringshenvendelser.
På grund af COVID-19-epidimien blev alle planlagte, stikprøve baserede tilsyn suspenderet i marts 2020, og i en længere periode gennemførte styrelsen kun tilsyn på behandlingssteder, hvor der var en konkret bekymring for patientsikkerheden.
Resultaterne fra tilsynene
Suspenderingen af planlagte, stikprøvebaserede tilsyn betød, at andelen af opfølgende og reaktive tilsyn var relativt stor i 2020 og 2021.
En væsentlig del af de reaktive tilsyn afdækkede større eller kritiske problemer af betydning for patientsikkerheden og udløste påbud til de berørte plejeenheder. I flere tilfælde var bristerne i patientsikkerheden så alvorlige, at styrelsen måtte udstede påbud om at indstille hele eller dele af den sundhedsfaglige virksomhed i de pågældende plejeenheder.
Et påbud følges altid op af et nyt tilsyn med det pågældende behandlingssted, hvor det konstateres, om der er rettet op på de problemer, der udløste påbuddet, eller om påbuddet skal fastholdes. Ved en relativt stor andel af de opfølgende tilsyn med plejeenheder i 2020 og 2021 måtte styrelsen fastholde påbuddet, fordi der stadig var større eller kritiske problemer med patientsikkerheden.
Andelen af planlagte, stikprøvebaserede tilsyn, der udløste påbud, var markant lavere end for de reaktive og opfølgende tilsyn.