Udbuddet er ikke begyndt – men regningen betales allerede på herbergerne


Debatindlægget blev bragt den 19. oktober 2026 på Socialmonitor.


Den tidligere regering aftalte sidste år at styre økonomien på herbergsområdet ved at sende alle ikke-offentlige pladser i udbud. Og selvom lovforslaget endnu ikke er blevet vedtaget, har udsigten til udbud allerede økonomiske konsekvenser ude på herbergerne. Vi er ledere af selvejende non-profit herberger forskellige steder i landet, og vi oplever allerede nu, hvordan udsigten til udbud påvirker vores økonomi, prioriteringer og daglige drift.

Allerede nu har vi som tilbud været nødt til at afsætte betydelige beløb i budgetterne til ekstern rådgivning, ligesom der bruges mange ledelses- og udviklingsressourcer på at være klar, når rammerne for udbuddet ligger fast.

Ét af Selveje Danmarks medlemmer har afsat 250.000 kroner til mulig konsulentbistand. Et andet forventer at afsætte 150.000 kroner, mens et tredje budgetterer med 30.000-50.000 kroner til rådgivning og derudover forventer udgifter til ekstern revision.

Og det er kun de direkte udgifter.

Fælles er, at pengene og arbejdstimerne skal findes i organisationer, hvis kerneopgave er at hjælpe mennesker i hjemløshed. De ressourcer, vi bruger på at forberede os på udbud, kan vi ikke samtidig bruge på borgerne.

Pengene skal findes et sted
Vi driver herberger for at hjælpe mennesker i hjemløshed. Vores økonomi er ikke ubegrænset, og der findes ikke en særskilt pengekasse til udbudsprocesser.

Når vi bruger penge på konsulenter, revision og tilbudsmateriale, kan vi ikke samtidig bruge de samme penge på medarbejdere, faglig udvikling og indsatser for mennesker i hjemløshed. Og når ledere og medarbejdere bruger arbejdstid på benchmarking, analyser, strategiarbejde og forberedelse af udbud, bruger de ikke den samme tid på at drive og udvikle tilbuddene.

På ét af vores tilbud er opgaver i udviklingsafdelingen allerede blevet afviklet eller komprimeret for at skabe luft til det kommende arbejde. Konsekvensen er, at arbejdet med kvalitet og effekt er sat ned i tempo.

Usikkerheden påvirker også investeringerne. Flere af vores herberger har valgt at udskyde planlagte og nødvendige vedligeholdelsesprojekter for at bevare et økonomisk beredskab frem mod et muligt udbud.

Konsekvenserne opstår altså ikke først den dag, udbuddet gennemføres. Når vi ikke ved, om vi efter næste udbud skal drive det samme antal pladser, færre pladser – eller overhovedet får mulighed for at fortsætte – bliver det vanskeligere at træffe langsigtede beslutninger om bygninger, medarbejdere og faglig udvikling.

Hvad koster det samlet at gøre herbergsområdet til et udbudsmarked?
Vores omkostninger er kun den ene side af regnestykket.

På den anden side skal SKI have finansieret arbejdet med at udvikle og drive aftalen, og kommuner og KKR skal bruge ressourcer på blandt andet planlægning, koordinering og administration.

SKI har oplyst til Selveje Danmark, at deres omkostninger efter den model, der aktuelt ligger, forventes finansieret gennem direkte betaling fra kommunerne. SKI peger samtidig på, at fællesoffentlige rammeaftaler generelt sparer den offentlige sektor for transaktionsomkostninger sammenlignet med, at hver offentlig organisation gennemfører sit eget udbud. Det er en relevant pointe. Men det er ikke den sammenligning, vi står med på herbergsområdet.

Her er alternativet ikke, at hver kommune gennemfører sit eget udbud. Vi går fra et område, der ikke er udbudsbaseret, til et område, hvor alle ikke-offentlige pladser skal konkurrenceudsættes. Derfor bør politikerne kende nettoomkostningen ved selve ændringen: Hvad koster den nye model hos SKI, kommuner, KKR og tilbud tilsammen – og hvilke økonomiske gevinster forventes den at skabe?

Og det handler ikke kun om det første udbud. Når pladserne skal genudbydes, bliver en del af omkostningerne tilbagevendende. Hvis udbud skal indføres for at sikre bedre økonomisk styring, bør man som minimum kunne sandsynliggøre, at gevinsten overstiger de samlede omkostninger.

For de ressourcer har en alternativ anvendelse. Der kan leveres meget bostøtte, faglig udvikling og konkret hjælp til mennesker i hjemløshed for de midler, som ellers skal bruges på udbud og administration.

Løsningen ligger ligefor
Vi argumenterer ikke imod økonomisk styring. Tværtimod. Men også styring skal stå mål med omkostningerne. Og der findes allerede en mindre indgribende vej.

Social- og Boligstyrelsen anbefalede i sin analyse af §110-området en trinvis tilgang. Omlægningen til Housing First og de første styringstiltag skulle have mulighed for at virke i tre år, mens udviklingen blev monitoreret. Først derefter anbefalede styrelsen, at der blev taget fornyet politisk stilling til behovet for yderligere kapacitetsregulering.

Den rækkefølge giver stadig mening.

Indfør de aftalte takstlofter. Lad Housing First-omlægningen få mulighed for at virke. Følg udviklingen i priser, kvalitet, kapacitet og hjemløshed. Og tag derefter stilling til, om der er behov for et så omfattende redskab som udbud.

Før vi bygger et nyt system for at få bedre styr på økonomien, bør vi som minimum vide, hvad systemet selv kommer til at koste.

De penge og arbejdstimer, vi allerede nu bruger på at forberede os på udbud, har en alternativ anvendelse:

At hjælpe mennesker ud af hjemløshed.

 

Afsenderne af indlægget er:
Henrik Vest, forstander, Dalhoffsminde forsorgshjem
Henning Kristensen, forstander, Møltrup forsorgshjem
Mathilde Holmgaard, forstander, Kirkens Korshær Hillerødgade
Kim Nissen, forstander, Hørhuset
Mads Edwards, forstander, Center Bøgely
Dennis Kongensholm Russi, forstander, Blå Kors Hjemmet Hobro
Louise Dybdal, fagchef, Selveje Danmark

For at læse indlægget på Socialmonitor – klik her.

©2026 selveje.dk All Rights Reserved