Udsigt til lønstigninger i ny overenskomst

Overenskomstforliget på det kommunale område er faldet på plads og indeholder bl.a. generelle lønstigninger på 6,51 pct.

Overenskomsterne er, ligesom de private og statslige overenskomster, aftalt for en 2-årig periode. Den samlede økonomisk ramme er skønsmæssigt fastsat til 8,8 %, hvoraf 6,51 % udmøntes som generelle lønstigninger inkl. reguleringsordningen.

Allerede pr. 1. april 2024 udmøntes 4 % i generelle lønstigninger og skønsmæssigt yderligere 1,74% fra reguleringsordningen pr. 1. oktober 2024, hvilket er vigtigt at tage højde for i budgetterne for 2024.

Som nogle øvrige highlights fra forliget kan følgende fremhæves:

  • Grundsatserne for løntrin 11-14 (de lavest lønnede) hæves med 1.924 kr. årligt
  • Øget mulighed for at opspare afspadseringstimer af over-/merarbejde og timer fra 6. ferieuge til senere afvikling
  • Visse gruppers ret til seniordage ændres til en ret til seniorbonus, og retten til seniorbonus fremover vil følge den til enhver tid gældende folkepensionsalder
  • 3 ugers ekstra orlov med løn til far/medmor
  • Øget lønret til flerlingeforældre og soloforældre
  • Tillidsrepræsentanten gives mulighed for at mødes med nyansatte i arbejdstiden
  • Den særlige feriegodtgørelse forhøjes med 0,53 pct. point til 2,48 pct. pr. 1. maj 2024. Samtidig bortfalder storebededags-tillægget.
  • Anbefaling om at planlægge med så få natskift som muligt med højst tre natskift i træk. I forhold til gravide skal arbejdsgiver hurtigst muligt og senest 14 dage efter kendskab til graviditet sørge for, at arbejdet planlægges således, at den gravide ikke udfører natarbejde mere end én gang om ugen. Dette er dog betinget af en ændring af bekendtgørelsen om arbejdets udførelse.
  • Regulering af AKUT-bidraget

I de næste uger forhandler parterne videre om de enkelte faggrupper i kommunen. Der er afsat 2 % af den økonomiske ramme til disse forhandlinger, som udmøntes pr. 1. april 2025. Hertil kommer midler fra Trepartsaftalen om løn til offentligt ansatte, som også bliver udmøntet via disse organisationsforhandlinger.

Hvis I vil læse mere, kan I finde KL’s egen nyhed samt aftaleteksterne her: Nyt overenskomstforlig for en halv million kommunalt ansatte på plads (kl.dk)

Hvis forligene stemmes hjem, træder de i kraft fra den 1. april 2024.

Det er Selveje Danmarks klare opfattelse, at der med de nye offentlige overenskomster er tale om så væsentlige omkostningsstigninger, at der skal foretages en genberegning af kommunernes omkostninger ved driften af de kommunale tilbud. Kun sådan kan der sikres lige fair og lige vilkår mellem tilbuddene