Grundstenen for en ny værdighedsreform må være at sikre en sammenhængende indsats, så borgere i udsathed ikke bliver kastebold mellem forskellige myndigheder. Det skriver Selveje Danmark sammen med en række aktører i et debatindlæg:
- Jon Krog, Branchedirektør, Selveje Danmark
- Peder Meisner, Generalsekretær, KFUM
- Michael Hansen, Direktør, SUF
- Ebbe Wendt Lorenzen, Generalsekretær, Livsværk
- Ole Mikkelsen, Direktør, WeShelter
- Morten Skov Mogensen, Generalsekretær, Blå Kors
- Major Joan Münch, Souschef, Frelsens Hær
- Ulrik Ahrendt-Jensen, Adm. direktør, OK-Fonden
- Kirsten Dennig, Direktør, Fonden Novavi
Debatindlægget blev bragt i Socialmonitor d. 6. september 2024.
Den selvejende sektor: Værdighedsreformen skal nedbryde siloer
Det er helt afgørende, at en kommende værdighedspolitik tænker værdighed på tværs af misbrugs-, social-, beskæftigelses-, sundheds- og ældreområdet. Det skriver en række sociale aktører i dette fælles indlæg.
Ditte bor på et botilbud i det område, hvor hun blev født for 45 år siden.
Som ung begyndte hun at eksperimentere med stoffer. Ingen opdagede det. Hendes forældre kæmpede med deres eget. I 20’erne udviklede hun en hashpsykose. Og efter det røg hun ind og ud af akutafdelinger og psykiatrien, bevægede sig mellem herberger, sofaer og gaden. Sådan var det i mange år. En livstid.
I dag er hun i et recoveryforløb for sit misbrug og sin psykiske lidelse på et botilbud specialiseret i dobbeltdiagnoser. Livet giver mere mening, end det har gjort længe. Selvom alting stadig er svært.
Ditte er en fiktiv person – det er hendes fortælling også.
Men hun kunne lige så godt være en af de 282.000 danskere, der i dag lever i social udsathed.
Mennesker i udsathed får ikke den rette hjælp
Vi er glade for, at regeringen med sit finanslovsforslag har valgt at prioritere midler til en ny og værdig socialpolitik for de allermest udsatte borgere – mennesker som Ditte, der lever med psykisk sårbarhed, massive misbrugsproblemer eller i hjemløshed.
Omlægningen af indsatsen mod hjemløshed har været et vigtigt første skridt i retning af en mere værdig tilværelse for de mest udsatte borgere. Men i dag er mennesker i udsatte positioner stadig i al for stor risiko for at få utilstrækkelig eller for sen hjælp, støtte eller behandling.
De selvejende organisationer er på forskellig vis i kontakt med mennesker i udsatte positioner og oplever dagligt, hvordan systemet ikke formår at rumme dem, taber dem i sektorovergange eller stiller urealistiske forventninger til deres evne til at koordinere egne sags- og/eller behandlingsforløb.
Opgør med silotænkningen
En ny værdighedspolitik skal tage afsæt i det enkelte menneske. Det kalder på bedre overgange fra barn til voksen til ældre, sammenhæng både i og på tværs af sektorer, helhedstilbud, fremskudte funktioner, inkluderende (arbejds)fællesskaber og én indgang efter princippet om no wrong door.
Grundstenen for en ny værdighedsreform må være at sikre en sammenhængende indsats, så borgere i udsathed ikke bliver kastebold mellem forskellige myndigheder.
Det er derfor helt afgørende, at en kommende værdighedspolitik tænker værdighed på tværs af misbrugs-, social-, beskæftigelses-, sundheds- og ældreområdet. Ligesom ’værdighed’ skal kobles på det igangværende arbejde om 10-årsplanen for psykiatrien, den kommende sundhedsreform, jobcenterreform og efterværnsreform og ikke mindst i det politiske arbejde om det specialiserede socialområde og implementeringen af ældreloven.
Dittes liv leves nemlig ikke i siloer, men i udsathed.
Den vigtigste reform reformerer på tværs
Vi er hverken de første eller sidste til at rejse en bekymring for sektortænkningens blinde vinkler. Faktisk taler vi ind i et kor af stemmer, der igen og igen har peget på nødvendigheden af, at politiske ambitioner, initiativer og indsatser taler sammen på tværs af ministerielle ressort- og ansvarsområder.
Men med en regering, der har slået sig op på en reformdagsorden, kan det ikke understreges nok.
Den vigtigste reform vil nemlig være den, der reformerer på tværs. Den, der begynder at tage livtag med den systemtænkning, der hele livet – hver eneste dag – har enorme konsekvenser for mennesker som Ditte.