Ventetid er ikke længere undtagelsen i velfærden, men et grundvilkår – og mens vi venter på et nyt regeringsgrundlag efter Folketingsvalget, venter mennesker i velfærden på rettidig hjælp. Det handler om at vente på, at arbejdsfællesskabet åbner sig, på en plejehjemsbolig, på visitation til et botilbud, på en relevant udredning og meget mere.
Ventetiden er ikke blot et praktisk benspænd, men en periode, der kan have store menneskelige og samfundsmæssige konsekvenser.
Den 22. februar skød Selveje Danmark derfor en kampagne i gang med et debatindlæg i Børsen, som satte fokus på (vente)tid som en central udfordring på velfærdsområdet. Læs indlægget her:
Vi taler meget om reformer, effektiviseringer og styring i den danske velfærdsstat. Om strukturændringer, incitamenter og økonomisk ansvarlighed. Men vi taler alt for lidt om tid. Om, hvad der sker, når systemet bliver så presset, at det ikke længere kan reagere, før problemerne vokser sig store.
For i dag er ventetid ikke en undtagelse. Den er blevet et grundvilkår.
For alt for mange mennesker i Danmark er ventetid ikke længere et midlertidigt problem, der kan forklares eller undskyldes.
Den er blevet en livspræmis. En hverdag præget af usikkerhed, afmagt og tabte muligheder – ikke fordi hjælpen ikke findes, men fordi den kommer for sent eller slet og ret nedprioriteres.
Mennesker med handicap venter på en plads i et botilbud eller på, at arbejdsmarkedet åbner sig for dem. Børn og unge venter på udredning i psykiatrien, mens mistrivslen sætter sig dybere, og skolefraværet stiger.
Tid er kvalitet
Familier venter på afklaring, støtte og hjælp – og må i mellemtiden klare sig selv. Ældre venter på besøg eller plads på plejehjem, på omsorg, på nogen, der har tid til at blive lidt længere end de nødvendige minutter.
Velfærdssektoren er tid aldrig bare tid. Tid er afgørende for kvaliteten af den indsats, der gives
I mellemtiden går tiden. Men den bruges ikke på tilstrækkelig omsorg, udvikling eller forebyggelse – den bruges på at vente.
I velfærdssektoren er tid aldrig bare tid.
Tid er afgørende for kvaliteten af den indsats, der gives.
Når den rette hjælp kommer for sent, vokser problemerne. Når forebyggelse udskydes, bliver det både sværere og dyrere at vende udviklingen. Og når mennesker venter for længe, betaler de prisen – ikke kun her og nu, men ofte resten af livet.
Derfor er ventetid ikke bare et administrativt problem, men et politisk valg. Et valg, der ignorerer de menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser af for lang ventetid. Konsekvenser, som ofte først viser sig, når skaden allerede er sket.
Men rettidighed skal ikke være en ambition. Den skal være et krav.
Tid skal prioriteres
For hvis vi mener alvorligt, at velfærden skal være tryg, (lige)værdig og både faglig og økonomisk bæredygtig, så kræver det, at tid prioriteres højere. At vi investerer tidligere, ikke senere. Og at vi giver fagprofessionelle mulighed for at gøre deres arbejde ordentligt – mens der stadig er noget at forebygge.
Der skal være klare politiske mål for, hvor længe mennesker må vente på hjælp. Konsekvenser, når frister overskrides. Og ressourcer, der følger med ansvaret.
Op mod det kommende folketingsvalg er det derfor ikke nok at tale om reformer. Vi må insistere på handling.
For tiden, vi mister i dag, kan vi ikke give tilbage i morgen.
Tid er aldrig bare tid. Den er menneskers liv.
For at læse debatindlægget i Børsen – klik her (kræver profil).