Debatindlægget blev bragt i NB Beskæftigelse den 10. marts 2026 og er skrevet i samarbejde med Danske Handicaporganisationer.
Midt i debatten om arbejdskraftmangel taler vi ofte om udenlandsk arbejdskraft og længere arbejdstid, men overser titusindvis af mennesker, der allerede står klar til at arbejde.
I Danmark står omkring 45.000 unge uden for både uddannelse og job. Samtidig viser en ny analyse fra Danske Handicaporganisationer, at omkring 76.000 personer med handicap ønsker et arbejde og kan begynde inden for to uger. Alligevel taler vi sjældent om dem, når arbejdskraftmanglen diskuteres.
Det er mennesker, der gerne vil bidrage, men som ikke får foden indenfor og dermed bliver en del af arbejdsfællesskabet.
Det paradoks burde fylde langt mere i debatten om arbejdskraft.
Flere unge med handicap står udenfor
Udviklingen blandt unge med handicap er særligt bekymrende. Andelen af unge mellem 15 og 24 år med handicap, som hverken er i job eller uddannelse, er steget markant de seneste år og ligger nu på over 46 procent – svarende til knap 20.000 unge. Langt de fleste har usynlige handicap som ADHD, autisme, angst og depression, ofte i kombination.
Mange har både kompetencer, motivation og håb om et arbejdsliv. Alligevel ender alt for mange i stilstand. Problemet er ikke manglende vilje – det er manglende sammenhæng.
Når uddannelse slutter, stopper støtten
Alt for mange unge – med og uden handicap – oplever overgangen fra uddannelse til job eller videre uddannelse som et brat skifte. For dem bliver overgangen ofte et tomrum præget af ventetid, usikkerhed og tab af relationer. Indsatser stopper, ansvar flytter, og nye systemer tager over, uden at der er en reel bro mellem dem.
Det er her, vi mister både mennesker og arbejdskraft. Ikke fordi potentialet ikke er der, men fordi overgangen ikke er tilrettelagt. Mennesker har vidt forskellige forudsætninger: nogle kan arbejde fuld tid på almindelige vilkår, andre har brug for fleksible rammer, færre timer eller en gradvis indslusning. Det kræver tid, støtte og en indsats, der hænger sammen – ikke endnu et skift.
Behov for en Særligt Tilrettelagt Beskæftigelsesindsats
Hvis vi vil tage arbejdskraftudfordringen alvorligt, er der brug for en mere sammenhængende og individuelt tilrettelagt beskæftigelsesindsats for unge og voksne i overgangen fra uddannelse til arbejdsmarked – en Særligt Tilrettelagt Beskæftigelsesindsats.
En sådan indsats kan for eksempel bestå af overgangsforløb mellem uddannelse og job, tæt samarbejde med virksomheder og mulighed for gradvis indslusning på arbejdsmarkedet.
Det handler ikke om særordninger for de få, men om at indrette vores systemer, så flere kan bidrage – også dem, der ikke passer ind i standardløsningerne. Når næsten halvdelen af de unge uden job og uddannelse har et handicap, er det ikke et randproblem. Det er et strukturelt vilkår, som politiske ambitioner om flere i job må forholde sig til.
Hvis vi vil mindske manglen på arbejdskraft, er det ikke nok at diskutere tempo og effektivitet. Vi skal investere i de overgange, hvor mennesker i dag bliver tabt, og skabe rammer, hvor flere kan blive en del af arbejdsfællesskabet.
Arbejdskraften er der allerede. I stedet for at tale om manglen på arbejdskraft, skulle vi hellere tale om at bruge det potentiale, vi allerede har – og anerkende, at personer med handicap kan bidrage markant, selvom det ikke løser alle problemer.
For at læse debatindlægget på NB Beskæftigelse – klik her (kræver profil).