Debatindlægget blev bragt i socialmonitor den 27. oktober 2025
Ønsker man virkelig at fjerne civilsamfundet fra udsatte området?
Et bombastisk spørgsmål, men det er ikke desto mindre det der lægges op til i aftalen om at sende alle ikke offentlige herberger i udbud. Men hvorfor sker det?
Gennem de seneste ti år har kommunerne gennem KL igen og igen ønsket at styrke deres kontrol over udsatteområdet (primært herberger og krisecentre). Det har været en sten i den økonomiske ’styringssko’, at man som hjemløs uden om den kommunale visitation kan opsøge og blive indskrevet på et herberg, eller at en voldsramt kan søge og få hjælp på et krisecenter fredag aften efter kommunal lukketid.
Det ønske er vokset i takt med, at en række selvejende herberger og krisecentre har opsagt de driftsaftaler, de havde med kommunerne.
Årsagen hertil var ikke modvilje mod at have en god samarbejdsaftale med kommunen, men at kommunen gennem aftalen dels fjernede de økonomiske muligheder for udvikling og kvalitet, dels at visse kommuner, under overskriften ’administrationsbidrag’, valgte at beholde op mod 20 procent af hele omsætningen i kommunekassen, hvilket igen fuldstændig underminerede arbejdet for de mennesker, der faktisk burde være i fokus.
Samtidig er ønsket vokset som konsekvens af stigende udgifter på området. Det er svært at begræde, at mennesker, der har brug for hjælp, får den hjælp. Men hjælpen skal være den rigtige og kvaliteten på plads.
Det har i en periode rent faktisk også været for let at etablere krisecentre og herberger drevet af forkerte incitamenter og med for lav kvalitet. Det kunne man have løst ved 1) at stille skærpede krav til godkendelsen, 2) at styrke det økonomiske tilsyn og 3) opstille specifikke kvalitetskrav.
Ulykken i Sverige
Den politiske aftale indfører, at alle herberger – undtagen de kommunale – fremover skal i udbud.
Her gentager man ulykken i Sverige. For da Sverige for 15–20 år siden begyndte at udbyde store dele af sit velfærdssystem, forsvandt de selvejende organisationer næsten fuldstændigt. I 2019 udgjorde de kun omkring tre procent.
I den første udbudsrunde vil de fleste nuværende herberger nok kunne deltage. Men dem, der ikke vinder, må lukke. Der findes nemlig kun ét marked – og én køber – på herbergsområdet: Det offentlige. Taber man udbuddet, mister man hele sit eksistensgrundlag.
Efter seks år skal området i udbud igen. På det tidspunkt er de lukkede tilbud for længst væk, og kun de eksisterende – eller kapitalstærke private koncerner – kan byde. De sidstnævnte fordi de er de eneste, der har midlerne til at etablere et alternativ til de eksisterende herberger. Det bliver derfor i de næste runder, at de selvejende organisationer gradvist udkonkurreres – præcis som det er sket i Sverige.
Hvad er det vi mister?
Velfærdsområdet i Danmark er over mere end 100 år bygget op af selvejende organisationer. Det drejer sig blandt andet om Blå Kors, Kirkens Korshær, KFUM’s Sociale Arbejde, KFUK’s Sociale Arbejde, Arbejdet Adler eller Frelsens Hær. I de organisationer ligger i dag en kæmpe viden om området, der ligger et stærkt værdigrundlag, masser af frivilligt arbejde og egenfinansiering. Samtidig er det organisationer, der er forpligtet til at anvende deres økonomi til målgruppen. Alt det mister vi.
Det er også organisationer, der har fokus på faglighed. Det sikres gennem fastholdelse af dygtige medarbejdere, men også det vil vi risikere at miste, for samtidig med at området lægges i udbud, lægges der også en enorm usikkerhed ned over de enkelte ansatte.
»Vil jeg have et job, hvis vi ikke vinder udbuddet om to år? Er det nu jeg skal søge væk?« Vi kender det allerede fra andre områder af civilsamfundet, hvor man har måttet fyre og hyre i takt med, at man er hoppet fra tue til tue. Så fagligheden risikerer vi at miste.
Sidst, men ikke mindst, mister vi penge. Staten betaler kommunerne en refusion på 50 procent for opholdsbetalingen på herberger. Rigsrevisionen fortæller i sin beretning nummer 1 fra 2024, at statens refusion var 716 millioner kroner, med andre ord at kommunerne på området brugte cirka 1.432 milliarder kroner.
Med den indgåede aftale skal det nu være SKI der står for at sætte området i udbud. SKI finansieres blandt andet gennem et administrationsbidrag, der betales ud fra omsætningen på de enkelte aftaler. Bidraget udgør mellem 1 og 3 procent.
Antager man at administrationsbidraget på herbergsområdet fastsættes til 1,5 procent, så vil alene den ekstra omkostning betyde, at udsatteområdet mister ca. 21,5 millioner kroner.
Hvad er det vi vinder
Her bliver jeg dig simpelthen svar skyldig!
For at læse artiklen i sin helhed – Klik her