29
maj 2025
Den 27. maj landede Økonomiaftalen 2026 mellem KL og regeringen.
Vi har samlet nogle af hovedelementerne i aftalen:
- Den kommunale serviceramme løftes med 3,5 mia. kr. i 2026. Kommunerne skal samtidig nedbringe administrationsudgifterne med 250 mio. kr. til løn og arbejdsvilkår i den offentlige velfærd. Samlet løftes kommunernes serviceramme således realt med 3,2 mia. kr.
- Anlægsrammen hæves til 22,3 mia. kr. i 2026. Anlægsrammen for 2025 udgjorde 20,3 mia. kr. (årets pl).
- Regeringen og KL har aftalt at arbejde videre med yderligere 37 såkaldte regel- og forenklingstiltag. Over 100 forenklingstiltag forventes at være trådt i kraft senest 1. januar 2026.
- Regeringen og KL har i forbindelse med forhandlingerne desuden indgået aftale om udmøntning af beskæftigelsesreformen og en forårsaftale om udmøntning af sundhedsreformen.
I Selveje Danmark arbejder vi naturligvis videre med nedenstående og forventer, at en række af de pointer, der indgår i aftalen, vil finde vej ind i det arbejde, vi i Selveje Danmark allerede er tæt involveret i på tværs af de berørte ministerier. Vi har samlet et udpluk af særlige opmærksomhedspunkter for Selveje Danmark:
- Det specialiserede socialområde
I Selveje Danmark bekymrer det os, at der peges på mere kommunal koordinering via KKR, fremfor et fokus på, hvordan man bedst udnytter hele den eksisterende kapacitet og sikrer den nødvendige specialisering i tilbuddene. Vi ser en fare for, at kapacitetsstyringen bliver en kommunal øvelse med fokus på fordeling frem for faglighed og kvalitet. Det vil vi selvfølgelig gøre opmærksom på i relevante sammenhænge – bl.a. i regi af Sammen om Handicap.
Vi bemærker desuden, at der ikke er blevet aftalt en forlængelse af den kommunale botilbudspulje, men at parterne er enige om at drøfte en videreførelse i forbindelse med forhandlingerne om økonomiaftalen for 2027. Selveje Danmark vil fortsætte med at rejse en kritik af puljen, som skævvrider markedet og underminerer principperne om lige konkurrence. - Værdighedsreformen
Selveje Danmark har fokus på, at man husker civilsamfundets rolle og allerede eksisterende tilbud og tænker det ind i indsatsen i Gadens Huse, så man ikke etablerer nye indsatser, der allerede eksisterer i dag. Desuden vil vi have en særlig opmærksomhed på, hvordan 'Borger i Danmark' udmøntes i forhold til at håndtere uenigheder kommunerne imellem. - 10-årsplan for psykiatrien
I Selveje Danmark finder vi det meget kritisabelt, at der lægges op til, at de nye afklaringspladser udelukkende skal etableres i kommunalt regi. Dermed forpasses en oplagt mulighed for at bringe den selvejende sektors erfaring, viden og kapacitet i spil. Især i en tid, hvor der både er personaleudfordringer og kapacitetspres på de højtspecialiserede tilbud. Samtidig ville en mere eksplicit inddragelse af det sociale område her, kunne være med til at løse nogle af de udfordringer, vi i dag oplever, i relationen mellem behandlingspsykiatri og botilbud.
- Opfølgning på kulegravning af alkoholbehandling
Selveje Danmark finder fokus på bedre kommunal styring af kapaciteten bekymrende. Borgere har i dag ret til vederlagsfri alkoholbehandling, frit valg og mulighed for anonymitet. Kommunen betaler kun for den enkelte borgers alkoholbehandlingsforløb, hvorfor behandlingskapaciteten altid tilpasses efterspørgslen. Selveje Danmark mener, at fokus bør være på at øge gennemsigtigheden og sikre behandlingskvaliteten, bl.a. gennem nationale bindende kvalitetsstandarder for alle behandlingstilbud. - Udmøntning af beskæftigelsesreformen
Selveje Danmark vil følge udmøntningen tæt. For Selveje Danmark er det afgørende, at reformen også styrker de mest udsattes muligheder for at deltage i arbejdsfællesskaber – og ikke kun har fokus på dem, der er tættere på arbejdsmarkedet. - Ældreområdet
Selveje Danmark, der fortsat er aktiv i Sammen om Ældre, vil i det arbejde fortsat have et fokus på, at man husker ligestillingen mellem aktørerne på området. - Efterspørgsel på sundheds- og plejepersonale fra tredjelande
Selveje Danmark vil have en opmærksomhed på, at modellen for indrapportering af efterspørgsel efter sundheds- og plejepersonale fra tredjelande husker både offentlige og ikke-offentlige aktører. - Dagtilbud
Selveje Danmark vil fortsat have fokus på frisættelse som en del af løsningen på at styrke kvaliteten i dagtilbud. Derudover glæder vi os over, at der lægges op til store investeringer i daginstitutioner, men er samtidig meget opmærksomme på, at der sikres lige vilkår mellem offentlige og ikke-offentlige daginstitutioner.
Læs hele aftalen – klik her.