Selveje Danmarks netværksgruppe for løn- og økonomiansvarlige
Hvorfor et nyt netværk?
På opfordring fra flere medlemmer har Selveje Danmark valgt at lægge op til etablering af en fast betalt netværksgruppe for løn- og økonomiansvarlige i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Bag opfordringerne til at etablere dette forum, ligger et ønske om aktivt at kunne bruge netværket i egen respektive arbejde og organisationsudvikling.
I dag er den løn- og økonomiansvarlige ikke blot en støttefunktion i en organisation, men en uundværlig sparringspartner for ledelsen, og det stiller krav til egen viden og indsigt i både løn, økonomi og velfærdsområdet, men også til formidlingsevner.
Markedet for netværk er stort og der findes allerede en lang række netværk med økonomi som fokusområde. Der er dog fra flere medlemmers side et ønske om at deltage i et netværk udelukkende med andre løn- og økonomimedarbejdere fra selvejende organisationer og dette ønske vil vi meget gerne i Selveje Danmark forsøge at imødekomme.
Visionen
Det er visionen, at Selveje Danmark med den nye netværksgrupper kan skabe et nyt forum for dialog, sparring og kvalitetsudvikling blandt løn- og økonomiansvarlige i Selveje Danmark. Det tætte og fortrolige kendskab man vil kunne opnå til hinanden indenfor de enkelte grupper, vil være kilde til at flere sager lægges på bordet og får en kvalificeret feedback fra de øvrige netværksdeltagere. Samtidig ser vi hvordan selvejende organisationer i dag, kan være med til at understøtte hinanden, dels gennem nye samarbejder og på sigt måske også i forhold til udviklingen af de enkelte organisationer. På den måde understøtter de nye netværksgrupper den fastlagte strategi i Selveje Danmark på flere områder. Det handler om nye partnerskaber, om kvalitet og om understøttelsen af socialt entreprenørskab.
Formål
Selveje Danmarks netværksgrupper har til formål at skabe et fortroligt og udviklende rum bestående af løn- og økonomiansvarlige i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Det er hensigten at fortroligheden og den gensidige tillid etableres derved at de enkelte netværksgrupper er lukkede, at møderne afholdes 3-4 gange årligt og at der i netværksaktiviteterne også gives plads til dialog og socialt samvær.
Målgruppe
Målgruppen er løn- og økonomiansvarlige i Selveje Danmarks medlemsorganisationer. Selveje Danmark har allerede forskellige tematiserede netværk. I det nye netværk for løn- og økonomiansvarlige har man mulighed for at indgå i tæt sparring og dialog med andre, hvis daglige opgaver og rolle matcher ens egne.
Form
De nye netværk organiseres og faciliteres af Selveje Danmark, således at Selveje Danmark står for mødeplanlægning, invitationer, logistik. Den primære tovholder på indholdsdelen på møderne er Signe Bruhn Prytz der er chef for lønafdelingen i Børnevennerne.
Deltagerne i netværksgrupperne vil dog også have en central rolle som aktive bidragsydere, ydermere vil møder i Selveje Danmarks netværk blive søgt afholdt ude hos de enkelte medlemmer. Det sidste for også på den måde at understøtte netværkselementet.
Der vil til hvert netværksmøde være et fælles fagligt input samt sparring til egne daglige udfordringer.
Der vil blive afholdt 3-4 årlige møder i de enkelte netværk.
Pris og medlemskab
Da der er tale om faste netværksgrupper med 10-12 deltagere, så vil deltagelsen i netværksgrupperne forudsætte en årlig deltagerbetaling på ca. kr. 8-10.000 plus moms afhængig af antallet af afholdte møder. Der betales for et helt år ad gangen, og reduktion af pris i tilfælde af manglende mulighed for fremmøde, er ikke mulig.
Datoer i 2026:
Har du spørgsmål til ovenstående, er du meget velkommen til at kontakte Eva: evol@selveje.dk / 40 29 59 21