I mere end 200 år er selvejende organisationer udsprunget af civilsamfundet i Danmark.
Som formålsdrevne, non-profit organisationer har de selvejende organisationer gennem alle år haft en vigtig og økonomisk ansvarlig rolle som samarbejdspartner til den offentlige sektor.
Sådan ønsker vi at fortsætte – som en økonomisk ansvarlig aktør, der i tæt dialog med såvel de mennesker, vi arbejder for, som den offentlige sektor, vi samarbejder med, understøtter et mangfoldigt velfærdssamfund – med plads til alle.
De selvejende velfærdstilbud er non-profit, hvilket betyder, at der ikke udtages udbytte, men at de midler, der tilgår den enkelte selvejende organisation, bliver i organisationen og anvendes i overensstemmelse med organisationens formål.
De selvejende tilbud er organiseret som en fond, forening eller selvejende organisation og ledet af en bestyrelse, som har det overordnede ansvar for organisationens drift og virke.
Den selvejende bestyrelse er sammensat i overensstemmelse med organisationens vedtægter, og vil typisk bestå af en kombination af medlemmer udpeget af eksterne aktører (kommuner, handicaporganisationer, mv.), medlemmer udpeget af bestyrelsen selv (selvsupplerende) med afsæt i deres respektive kompetencer samt af medarbejderrepræsentanter.
På tværs af hele velfærdsområdet udgør de selvejende organisationer mellem 16 og 68 procent af alle velfærdstilbud. Ser man på antallet af tilbud svarer det til, at omkring hver fjerde af alle tilbud i Danmark er selvejende.